Ulrich E. Lehmann

Ulrich Eduard Lehmann (11. marts 1889 Köslin/Koszalin i Bagpommern – 14. maj 1917 Nordsøen ud for Terschelling) var en tysk kaptajnløjtnant under 1. verdenskrig, som 22. februar 1917 blev kommandant for luftskib L 22.

22. februar 1917 kommandant for L 22

Kapitänleutnant Lehmann afløste 22. februar 1917 i Nordholz kommandant Hankow, men ellers beholdte L 22 sin faste besætning, heriblandt 1. officer Hans Ewald von Knobelsdorff. De flyttede 3. marts 1917 luftskibet til Hage og 5. april 1917 til Wittmundhaven, begge steder i Østfrisland.

14. maj 1917 ramt af en vandflyver og eksploderet ved Terschelling

Tidligt om morgenen den 14. maj 1917 var L 22 på rekognoscering over Nordsøen i 1 km højde nord for den hollandske ø Terschelling, da luftskibet kl. 04.48 på 20 km afstand fra 5.000 fod højde blev opdaget af en RNAS-vandflyver model Curtiss H-12 (Large America) fra Yarmouth. Ombord på flyet var 2-pilot og skytte J.O. Galpin, 1-pilot Robert Leckie, observatør og agterskytte Whatling, samt mekaniker J.R. Laycock.

Efter at være gået op i 2 km højde (6.000 fod) og have droppet nogle bomber for at lette vægten overlod Galpin styringen til Leckie og gik selv ud i boven. Luftskibet havde haft retning mod sydvest direkte mod flyet, men vendte mod nord og senere nordøst og opdagede tilsyneladende først flyet meget sent, da himlen i vestlig retning var meget mørk. På 3 km afstand lagde vandflyveren sig i 5.000 fod højde og fart 75 knob. Først på under 1 km afstand (½ mile) så luftskibet ud til at øge hastighed og stige opad. Vandflyveren dykkede med 90 knob til 3.800 fod og lagde an til overhaling af luftskibet på styrbord side 20 fod under gondolerne med en fart af 75 knob. Klokken var da 5.15.

Imens havde Galpin kort før passagen begyndt at skyde med sine 2 Lewis guns og så de brandbare kugler gå ind i zeppelinerens krop i styrbord side lidt under midten, men begge maskingeværet var gået i stykker, da Leckie 100 fod foran luftskibet drejede til højre. De fik 15 sekunder senere atter luftskibet i syne, der da hang med bagenden 45 grader nedad og bagerste halvdel lyste op. 5-6 sekunder senere var hele luftskibet i brand og det begyndte at falde lodret med halen nedad. Agterskytten Whatling så navnet L 22 malet under næsen og 2 besætningsmedlemmer hoppe i havet. Den ene var L 22's agterskytte, der havde været lige over den vandrette halefinne og den anden kom fra en af de bagerste gondoler. Da luftskibet var faldet til 1 km højde sås 4 store vandsøjler stige op af havet, formentlig fordi nogle bomber havde revet sig løs og var faldt ned. 45 sekunder efter antændelsen var luftskibets krop brændt ud og skelettet faldt i havet, hvor det efterlod en masse sort aske i overfladen og der steg brun røg op i 500 m højde, som kunne ses i 15 minutter. Med kursen hjemad genoptog vandflyveren 5 minutter efter kommunikationen med Yarmouth og kunne lande der kl. 7.50, efter næsten kun at have fløjet gennem regnstorm.

Nedskydningen af zeppelineren var den første foretaget af en amerikanskbygget vandflyver, men en måned efter blev L 43 (Kraushaar) tæt på samme sted og under lignende omstændigheder, skudt ned af samme type vandflyver. Pilot Leckie blev 6. august 1918 også krediteret for at skyde L 70 med Strasser ned, men denne gang som agterskytte i et biplan.

Ifølge Berlingske Tidende sås nedskydningen af danske øjenvidner i klart vejr helt fra i Hjerting og Skallingen.

Eksterne links

Samtidige aviser: