Luftskibsbasen i Tønder

Spring til navigation Spring til søgning
Tobias (Marine), Toni (Joachim) og Toska set fra øst

Luftskibsbasen i Tønder eller det officielle tyske navn V. (fünfte) Marine-Luftschiff-Detachement Tondern blev efter forslag den 16. september 1914 fra det tyske krigsministerium opført et par km nord for Tønder som Tysklands nordligste lufthavn til den Kaiserliche Marines luftskibe. [1] Under 1. verdenskrig skete der 3 store brint-eksplosionsbrande på basen med tab af 5 zeppelinere, herunder de 2 sidste ved bombardementet 19. juli 1918. Basens 3 luftskibshaller nedrevedes og området benyttedes indtil 2002 af Tønder Kaserne. [2] [3]

Bygningerne[redigér | rediger kildetekst]

Det tyske firma Arthur Müller & Co. forestod byggeriet af de 2 første haller, ligesom bl.a. 4 haller i Hage. Den tredje hal i Tønder blev bygget af M.A.N. (Maschinenfabrik Augsburg-Nürnberg, vistnok med systemelementer fra deres fabrik i Gustavsburg ved Mainz vest for Frankfurt), ligesom bl.a. også den i 1912 byggede monteringsshal i Potsdam og hal 4 i Nordholz. [4]

  • I første byggefase vinteren 1914-1915 byggedes mandskabsbarakker til 500-600 mand
  • Den første og sydligst beliggende luftskibshal Marine med en længde på 180 meter, bredde 40 m og højde 31 m, stod 16. december 1914 til rådighed for nødberedskab, meldtes 19. februar 1915 klar til indsats og afleveredes endeligt i marts, men omdøbtes 9. november samme år til Tobias. [5]
  • Den næste luftskibshal Joachim på samme størrelse var færdig 21. marts 1915 og blev afleveret i april, men omdøbtes 9. november til Toni
  • Den tredje og nordligste hal på 242 meter var en dobbelthal bygget til 2 zeppelinere, som med færdig østport 10. september 1915 var nødberedskabsklar og stod helt færdig 17. januar 1916 og kaldtes Toska. [6]
  • Samtidig med Toska opførtes sommeren 1915 et kulbaseret gasværk med kapacitet på 8.000 m³ brint i døgnet. [7]
  • Der blev bygget en flyhangar med længde 78 m, bredde 25 m og højde 12 m og derved liggende landingsbane. [8]
  • Den i 1912 byggede landbrugsskole i Tønder indrettedes med kontorer til officerskorpset. Her blev togterne over Nordsøen planlagt.
  • Desuden byggedes en ammunitionsbunker kaldet Himmelbjerget, et vandværk, et varmeværk, togskinner med tilslutning til Tønder Station, pejlesender og radiotelegrafistation med mere. [9]
  • Basen blev fra 1916 en del af Sikringsstilling Nord

Hændelser i Tønder[redigér | rediger kildetekst]

Fuldt udbygget i 1916 havde luftskibsbasen tilknyttet 14 officerer og 574 menige, med mulighed for at tilkalde yderligere 100 mand fra den nærliggende Landsturmbataillon Tondern.

  • 17. februar 1915 forsøgte L 3 og L 4 at nå den ufærdige luftskibsbase i snevejr fra syd, men havarerede i Danmark
  • 28. marts 1915 ankom Parseval PL 25 og 25. april 1915 ankom den første zeppeliner L 7
  • 17. november 1915 udbrændte L 18 i den endnu ikke færdigbyggede Toska-hal under påfyldning af brint pga. et utæt gasrør
  • I marts 1916 ramlede L 22 mod porten i Toska-hallen og fik hele forpartiet ødelagt
  • 28. december 1916 udbrændte L 17 og L 24, da L 24 ved bugsering ind i Toska-hallen antændtes af en lampe
  • 6. marts 1918 fløj det sidste af basens 5 stk. Albatros D.III jagerfly bort, efter der var sket adskillige havarier på landingsbanen
  • 19. juli 1918 udførtes et bombardementet af 6 britiske Sopwith Camel-fly, som ramte Toska-hallen, hvor L 54 og L 60 udbrændte, samt ramte Tobias-hallen, hvor en lænkeballon brændte.

Togter udgået fra Tønder[redigér | rediger kildetekst]

Zeppelinerne fra Tønder, somme tider i samarbejde med luftskibe fra andre baser, især i Fuhlsbüttel ved Hamborg og Nordholz ved Cuxhaven, udførte mange rekognosceringer (også kaldet opklaringstogter) over Nordsøen og Skagerrak og enkelte angrebstogter over Storbritannien. [10]

5 zeppelinere udgået på togt fra basen i Tønder vender aldrig tilbage:

  • 2. februar 1916: L 19 rammes af geværskud fra den vestfrisiske ø Ameland og nødlander i havet, men trods et engelsk fiskerskibs tilstedeværelse drukner alle
  • 3. maj 1916: L 20 nødlander syd for Stavanger, alle overlever og interneres
  • 4. maj 1916: L 7 rammes i 1.200 meters højde og nødlander på Horns Rev, men skydes i brand af en ubåd, som tager 7 til fange, mens 9 omkommer
  • 21. august 1917: L 23 skydes i brand fra 2 km højde 40 km vest for Stadil Fjord af et enkeltsædet jagerfly fra et hangarskib, alle omkommer
  • 20. oktober 1917: L 45 nødlander i Sydøstfrankrig efter deltagelse i det såkaldte Silent Raid, alle overlever og sendes i krigsfangelejr

Nedrivning af luftskibshallerne[redigér | rediger kildetekst]

Ved bombardementet 19. juli 1918 var den midterste Toni-hal allerede delvist nedrevet, for senere at blive genopført på øen Sild ved Flughafen Sylt, som åbnede 1919. Basen fik efter angrebet status som nødflugthavn og Toska-hallen repareredes hastigt, men nåede ikke at komme i brug inden krigens afslutning 11. november 1918. Hallen Tobias blev nedrevet 1919. Dobbelthallen Toska nedrevedes 1921-1922. Materialerne solgtes på auktion. [11]

I starten af november 1918 oprettedes et arbejder- og soldaterråd i Tønder, som 7. november overtog kontrollen over luftskibsbasen og afvæbnede officererne, i takt med matrosoprøret i Kiel og Novemberrevolutionen. [12]

Området blev ved genforeningen i 1920 overtaget af det danske militær og store dele tilplantedes med skov. Kasernen ombyggede gasværket til eksersergård og indrettede militært øvelsesområde. Ved kasernens lukning 2002 overtoges Soldaterskoven af Lindet Statsskovdistrikt. [13] [14]

Zeppelin- & Garnisonsmuseum Tønder åbnede 1999 med en udstilling om stedets historie.

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

Litteratur[redigér | rediger kildetekst]

  • Luftangrebet på Tønderbasen 19.7 1918, Sønderjysk Månedsskrift 1968, side 201-213
  • Zeppelintiden i Sønderjylland, Fra gamle dage - Minder fra Haderslev Vesteramt, af Hans Peter Jensen (1986), side 35-42. ISBN 87-98134434
  • Zeppelinere i Tønder - en episode fra den første verdenskrig, af Hans J. Gläser - Sønderjysk Månedsskrift 1991, side 211-219.
  • Zeppelin-Basen Tønder 1914-18, V. Marine-Luftschiff-Detachement Tondern, af John Vaupell Christensen (1991, 16 sider). [1]
  • Tønder Zeppelin Base: årene 1914-1918. (1996). [2]
  • Zeppelinbasen ved Tønder, et stykke krigshistorie i Sønderjylland, af Inger Lauridsen - museum-sonderjylland.dk (2002, 20 sider)
  • Zeppelin-basen i Tønder 1915-1918, af Dennis Christian Larsen (2008). [3]

Se også[redigér | rediger kildetekst]