Miles Aerovan OO-HOM 7. okt. 1946 Hadbjerg ved Hadsten
7. okt. 1946 Hadbjerg ved Hadsten[redigér | rediger kildetekst]
OO-HOM |
Miles Aerovan |
1946 |
Airport Data |
Aviation Safety |
B. Aircraft Accid. |
Et helt nyt belgisk Miles Aerovan transportfly skulle på sin første længere flyvetur fragte 1 ton vindruer til Gøteborg og lettede derfor 7. oktober 1946 fra Hamborg med planlagt mellemlanding i Ålborg. Ombord var den 26-årige pilot Henri Hauri Jamme og de 2 passagerer og forretningspartnere fra Vilvoorde ved Bruxelles, den ca. 34-årige Pierre Puttemans, der fungerede som radiotelegrafist, og den ca. 40-årige grosserer Paul de Kelver, der sammen havde indkøbt flyet i England mindre end 2 uger tidligere.
Undervejs op over Jylland fik flyets venstre motor problemer med for højt olietryk og for stort brændstofforbrug, men da piloten i det disede vejr ikke kunde finde landingspladsen ved Skejby udenfor Århus fortsattes ved 13-tiden nordpå langs landevejen mod Randers.
Omkring Hadbjerg øst for Hadsten satte motoren helt ud og flyet kom lavt henover gården Højvang (Bavnehøjvej 157), hvor piloten udså sig en græsmark øst for gården Hougaardsminde til nødlanding, men et par skræmte heste farede ud på marken og for at undgå at ramme dem, drejede flyet skarpt til venstre og snurrede rundt så det med udløst højre landingshjul berørte en nedad skrånende roemark og fortsatte ind i smedemester Jensens frugthave ved Hougårdsminde, hvor det rev et stort æbletræ op ved rode og fik kabinen revet midt over, så de 2 passagerer faldt ud og motorerne slyngedes langt bort.
Den tililende arbejdsmand Johs. Jensen og hans sønner var de første, som nåede ind i flyvraget, hvor de fandt piloten bevidstløs ved styregrejerne og fik ham frigjort. Han slap med lettere hjernerystelse og nogle hudafskrabninger.
Ved den venstre vinge lå den blodige og livløse telegrafist, som blev båret ind på gården og døde kort efter. Kompagnonen de Kelver lå på græsplænen med åbent benbrud og en mængde ret alvorlige sår og skrammer, men var stadig ved bevidsthed og havde kraft nok til selv at underbinde sit ben og slæbe sig hen mod Hougårdsminde.
De 3 forulykkede kørtes i ambulance fra Hadsten til centralsygehuset i Randers, hvor ligsyn viste at den omkomne var død af kraniebrud og indre kvæstelser. Flyvraget kørtes af Falck til demontering på Tirstrup flyveplads, hvorefter den defekte motor skulle undersøges i Kastrup.
Flyet må være identisk med OO-HOM, som 25. marts 1947 skal være forulykket i Hadbjerg på vej fra Hamborg til Oslo, men datoen er i hvert fald forkert. [1]
- En belgisk Flyvemaskine forulykket ved Hadbjerg, da Piloten vilde nødlande - Demokraten 7. okt. 1946
- Belgisk Transportmaskine forulykket ved Hadbjerg - Social-Demokraten for Randers og Omegn 7. okt. 1946
- Søgte Landingsplads ved Horsens - forulykket Nord for Aarhus - Horsens Avis 7. okt. 1946
- Belgisk Transportmaskine forulykket ved Hadbjerg - Aarhus Amtstidende 7. okt. 1946
- Belgisk Flyvemaskine styrtet ned ved Randers - Social-Demokraten 7. okt. 1946
- Belgisk Transportflyver knust syd for Randers - Aalborg Amtstidende 7. okt. 1946
- Belgisk Maskine knust ved Randers, 1 dræbt, 2 kvæstet - Nationaltidende 7. okt. 1946
- Landingspladsen paa Skejby Mark ikke afmærket? - Randers Dagblad 8. okt. 1946