Mecklenburg 1882 Læsø Nordvestrev

Spring til navigation Spring til søgning

11. nov. 1882 Mecklenburg[redigér | rediger kildetekst]

Briggen Mecklenburg med skipper J.H. Krull var på vej fra Hartlepool til hjemstedet Rostock lastet med kul, da den under storm 11. november 1882 om formiddagen stødte på Læsø Nordvestrev og i løbet af en times tid blev aldeles sønderslået, så hele mandskabet omkom.

Ulykken observeredes af dampskibet Pioneer, der var kommet sydfra og natten inden havde ligget til ankers på sydsiden af revet, men kunne i det orkanagtige vejr umuligt yde nogen hjælp til besætningens redning.

Dampskibet afværgede yderligere ulykke ved at signalere til en bark og en skonnert, at de stævnede mod fare, inden det næste dags eftermiddag indkom til Frederikshavn for at bunkre kul på sin rejse fra Lybæk til Singapore.

Identiteten på det da ukendte forliste skib opklaredes ved, at der de følgende par dage inddrev og indbjærgedes en del vragstykker ud for Hals, deriblandt et chatol indeholdende nogle papirer, der hidhørte fra skibet Mecklenburg af Rostock med omtalte skipper Krull.