Britisk bombetogt mod Berlin 15. februar 1944
Nedstyrtede britiske fly i Danmark[redigér | rediger kildetekst]
RAF Bomber Command iværksatte tirsdag den 15. februar 1944 om aftenen krigens hidtil største bombetogt mod Berlin med deltagelse af 561 Lancastere, 314 Halifaxer og 16 Mosquitoer, i alt 891 bombefly, som overfløj Syddanmark på udturen, bombarderede i særdeleshed den sydvestlige bydel Siemensstadt ved 21.30-tiden, og fløj hjem via Holland. Samtidig udførte 24 Lancastere et afledningsangreb mod Frankfurt an der Oder. De britiske tab var 26 Lancastere og 17 Halifaxer, i alt 43, heraf 7 på dansk territorium. [1] [2] [1] [2]
Først ved 23-tiden samme aften kendes til nedstyrtning af et tysk fly i Danmark, som næppe kan tilskrives nogen af de britiske fly fra Berlin-togtet.
15. feb. 1944 Fåborg på Sydvestfyn[redigér | rediger kildetekst]
OF¤Q (ND478) |
Avro Lancaster III |
No. 97 Squadron RAF |
Bourn i Cambridgeshire |
Airmen / Flensted |
✝ 5 (♥ 2) |
Et Lancaster bombefly lettet kl. 17.05 fra Bourn i Cambridgeshire blev på vej mod Berlin i 6 km højde ramt af en tysk natjager fløjet af Hauptmann Erhard Peters fra 9./NJG 3 og eksploderede i luften kl. 19.57, hvorefter hovedparten af flyvraget landede i den nordlige del af Fåborg, 150 meter syd for sygehuset i det som kaldes Grevens Eng, og andre dele landede i den lavvandede sø Sundet, østfor.
I flyvraget fandtes 4 omkomne briter, som begravedes den 18. februar på Fåborg kirkegård og senere fandtes i Sundet den omkomne australier Robert D. Murdoch, som begravedes 6. marts sammesteds.
Canadieren Leslie A. Stevens nåede at springe ud med faldskærm og landede i sygehusets have. Efter behandling på sygehuset hentedes han af værnemagten og sendtes videre til Stalag Luft III-krigsfangelejren i Schlesien.
Piloten J.F. McLean var med sin faldskærm landet på Horne Land vest for Fåborg og holdt sig skjult indtil han den 21. februar kl. 06.30 henvendte sig til en fiskehandler i Nyborg, fordi han var syg. På sygehuset i Nyborg blev han opereret for mavesår. Efter ophold på tysk lazaret i Fredericia og i tysk krigsfangelejr, blev han i september 1944 pga. sit helbred sendt tilbage til England .
15. feb. 1944 Fjelstrup ved Haderslev[redigér | rediger kildetekst]
CF¤Y (R5702) |
Avro Lancaster I |
No. 625 Squadron RAF |
Kelstern i Lincolnshire |
Airmen / Flensted |
✝ 6 (♥ 1) |
Et Lancaster bombefly lettet kl. 17.25 fra Kelstern i Lincolnshire blev på vej mod Berlin i 5,2 km højde ramt af en tysk natjager fløjet af Gerhardt Raht fra 4./NJG 3 og endte med kl. 20.03 at eksplodere i lav højde over Fjelstrup Sogn, efter at have kastet sin bombelast nordøst for Haderslev.
Piloten gav ordre til at evakuere flyet med faldskærm, men kun den enlige ombordværende canadier Harry Proskurniak nåede at komme ud netop som flyet eksploderede og kort efter styrtede ned ved Avnø Vig, hvor de 6 øvrige senere fandtes døde i eller nær flyvraget. De afdøde blev liggende på marken indtil de den 19. februar afhentedes af værnemagten og den 25. begravedes på Åbenrå kirkegård.
Proskurniak mistede bevidstheden og sin støvler i luften, da skærmen udløstes og landede ved Sillerup. Næste morgen kl. 5.30 blev han opdaget på hovedvejen og bragt til Sillerupgård, hvor han blev opvartet, indtil politiet tilkaldtes og han kl. 9.30 hentedes til Haderslev. Herefter sendtes han til Dulag Luft og videre til Stalag Luft III-krigsfangelejren i Schlesien.
15. feb. 1944 Vornæs på Tåsinge[redigér | rediger kildetekst]
MG¤L (ND365) |
Avro Lancaster III |
No. 7 Squadron RAF |
Oakington i Cambridgeshire |
Airmen / Flensted |
✝ 6 (♥ 2) |
Et Lancaster bombefly lettet kl. 17.01 fra Oakington i Cambridgeshire blev på vej mod Berlin skudt i brand af en tysk natjager og eksploderede kl. 20.04 i luften vest for Tåsinge, hvor flyvraget styrtede ned ved Vornæs, dels i farvandet over mod Svinø 100 meter fra kysten og dels på stranden og i Vornæs Skov.
Piloten P.K.B. Williams nåede at springe ud med faldskærm og landede i vandet mellem Skarø og Tåsinge, hvor han samledes op af lokale. Der var kun en mere overlevende, som sprang ud af det brændende fly, nemlig George Stanisforth, som uden at have nået at udløse sin faldskærm faldt ned på en frossen mark på Skarø, hvor han brækkede et ben og slog hovedet. Sidstnævnte undgik på grund af sine skader at tilbringe resten af krigen i krigsfangelejr.
Alle 6 øvrige omkom og fandtes bl.a. af forskellige fiskere. De blev begravet på Skarø, på Landet kirkegård på Tåsinge og i Svendborg.
15. feb. 1944 Langelandsbælt[redigér | rediger kildetekst]
PG¤O (DV330) |
Avro Lancaster I |
No. 619 Squadron RAF |
Coningsby i Lincolnshire |
Airmen / Flensted |
✝ 7 (heraf 2 savnet) |
Et Lancaster bombefly lettet kl. 16.37 fra Coningsby i Lincolnshire mod Berlin styrtede i Langelandsbælt, hvor hele den 7 mand besætning omkom.
Man fandt 3 strandvaskere den 22. april, 19. maj og 3. juni 1944, henholdsvis på Albuen ved Nakskov, østsiden af Femø og Brundragene på Sydlolland, som viste sig at være omkomne fra flyet og de begravedes alle på Svinø kirkegård. Ligene af 2 andre er begravet i Berlin, hvorimod de 2 sidste ikke er fundet.
15. feb. 1944 Østersøen syd for Langeland[redigér | rediger kildetekst]
VR¤B (JD456) |
Handley Page Halifax II |
No. 419 Squadron RAF (RCAF) |
Middleton St George i Nordøstengland |
Airmen / Flensted |
✝ 7 (heraf 4 savnet) |
Et Halifax bombefly lettet kl. 17.04 fra Middleton St George ved Durham i Nordøstengland mod Berlin styrtede i Østersøen formentlig omkring 20 km syd for Langeland og Ærø kl. 20.28, hvorved alle 7 ombordværende fortrinsvis canadiere omkom.
Liget af canadieren James L. Donald fandtes den 17. februar 1944 af en fisker syd for Langeland og bragtes til Bagenkop havn, hvor han overbragtes til værnemagten, som den 21. februar fik ham begravet på kirkegården i Magleby.
Liget af canadieren Harold T. Raine fandtes den 21. februar om aftenen på stranden lige nord for Mommark havn på Als og bragtes til Sønderborg sygehus, hvor han overgaves til værnemagten. Han blev begravet i Åbenrå den 25. februar.
Liget af canadieren Marc A.G. Fournier fandtes som strandvasker ved Rødbjerghavn Skov nær Rødslette på Langeland og begravedes den 21. juni 1944 i Magleby.
15. feb. 1944 Østersøen[redigér | rediger kildetekst]
KN¤D (LW341) |
Handley Page Halifax II |
No. 77 Squadron RAF |
Elvington i Yorkshire |
Airmen / Flensted |
✝ 7 (heraf 6 savnet) |
Et Halifax bombefly lettet kl. 17.24 fra Elvington i Yorkshire mod Berlin, styrtede sporløst ned over Østersøen, hvor alle 7 ombordværende omkom.
Først den 30. august 1944 fandtes en strandvasker på Riddertofte Strand sydvest for Nakskov på Lolland, som viste sig at være flyets ene skytte australieren Norman L. Newell. Han begravedes den 1. september på kirkegården i Kappel. De øvrige omkomne er aldrig fundet.
15. feb. 1944 Trappen ved Gråsten[redigér | rediger kildetekst]
NP¤O (HX348) |
Handley Page Halifax III |
No. 158 Squadron RAF |
Lissett i Yorkshire |
Airmen / Flensted |
♥ 7 |
Et Halifax bombefly lettet kl. 17.54 fra Lissett i Yorkshire mod Berlin, ramtes af flak over Flensborg, hvorved der i motorerne på venstre vinge opstod brand, som mandskabet fik slukket, men da det ikke var muligt at fortsætte smed man bomberne og mavelandede kl. 21.15 ved en frugtplantage nær trappen syd for Gråsten.
Den 7 mand besætning var uskadt og flygtede mod nord. De 3, som gik mod Gråsten, anholdtes ved byens tyske skole og blev smidt i detentionen. De 4 andre gik udenom byen og fulgte jernbanen mod Sønderborg, indtil de ved daggry gemte sig i en lade. Om aftenen blev de på gården givet mad og fortsatte turen ved midnat indtil de ved daggry gemte sig i et skur. Da de blev opdaget af konen fik de igen mad, men blev mistænksomme og flygtede i 2 retninger. De blev senere anholdt henholdsvis i en skov tilbage mod hvor de kom fra og ved et hotel ude ved kysten. Alle 7 samledes på Flensborg-Weiche flyvepladsen og sendtes til Dulag Luft og videre til Stalag-krigsfangelejre i Tyskland.
Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]
- ↑ Night of 15/16 February 1944 - The Berlin Raids, af M. Middlebrook (2000/2010). ISBN 9781473819054
- ↑ 15/16 February 1944 Berlin - The Bomber Command War Diaries, af Everitt & Middlebrook (2014). ISBN 9781473834880