Allart 1842 San Juan på Puerto Rico

Spring til navigation Spring til søgning

14. feb. 1842 Allart[redigér | rediger kildetekst]

Orlogsbriggen Allart var stationeret i Dansk Vestindien og ankom 12. februar 1842 til hovedbyen San JuanPuerto Ricos nordkyst med ærinde, at guvernør Peter von Scholten mødtes med sin kollega Santiago Méndez Vigo og fik udleveret nyt reglement for toldvæsenet på Puerto Rico.

På hjemturen som startede 14. februar kl. 16.30 havde skipper Jens Langermark hjælp af kendtmanden John Guilbert fra Christiansted indtil vagtskifte kl. 20, da kommandoen overtoges af løjtnant Kraft, som tillodes at krydse ind mod kysten, hvorefter kendtmanden lagde sig til ro.

Lidt efter kl. 20.30 anede udkiggen i det disede vejr en sejler forude, men inden længe sås i stedet brænding forude og kl. 20.45 stødte skibet på et koralrev.

I løbet af natten forsøgtes forgæves med varpanker at trække skibet flot, men det lagde sig i stedet på bagbord side og løb fuld af vand, så det stod uhjælpelig fast.

Guvernør von Scholten og andre opholdt sig 10 timer i skibets hækjolle indtil det blev lyst og man turde ro dem ind til kysten. Kl. 11 om formiddagen besluttedes at skibet måtte forlades og chefen Langermark blev den sidste.

Det viste sig at skibet var strandet 1 sømil fra land i Cangrejos-bugten øst for San Juan omtrent ud for Isla Verde og øens nuværende internationale lufthavn.

Guvernøren og 39 mand rejste tilbage til Sankt Thomas med den britiske hjuldamper Dee, mens 30 mand blev tilbage for at besørge bjærgningen.

Det afholdtes auktion 28. februar i San Juan over bjærget gods og 6. maj på Sankt Thomas over en del havarerede provisioner.

Til erstatning lejede guvernementet Vigilant for en periode, indtil nybygningen af orlogsbriggen St. Croix var færdig.