Vragwiki:Om
Velkommen til den unikke danske wikidatabase med 12.746 indholdssider om skibe, 440 om fly og 50 om luftskibe, hvoraf 9.109 sider er veldokumenterede online med avisartikler, suppleret med kirkebøger, tidsskrifter og i sjældnere tilfælde billeder.
Der er historier fra de ved Danmark nærliggende farvande og andre steder på jordkloden under dansk indflydelse gennem tiderne.
Forhistorien til Vragwiki findes endnu på den gamle hjemmeside Ribewiki, som år 2013 tog fart med historier indenfor flyvning, men stilledes i bero 5. august 2021 ved oprettelsen af denne database, der fokuserer på kongeriget Danmarks søfartshistorie.
At opbygge sådan en database kræver et stort overblik og kombination af kompetencer indenfor datalogi, historie, geografi og sprog, og ikke mindst en levende interesse for at skrive en god fortælling, som tidligere måske kun har været nævnt glimtvis i avisartikler og anden dokumentation.
Med den moderne teknologi opnås hurtig adgang til viden om hændelser, der har haft stor betydning for de implicerede. Det er kultur som helst ikke må gå i glemmebogen. Stort set alle historier er skrevet ud fra online tilgængelige kilder, hvilket kan kaldes open-source intelligence.
Varetagelse af datasikkerhed, opgradering af software og ikke mindst udbygning af databasen er tidskrævende og udfordrende. Længere tids fejlkonfiguration af webhotellet er nu løst, så mange flere internetsøgninger giver resultat og ifølge website analytics er der dagligt over 10.000 besøgende, ofte med flertal fra USA, men det kan også være fra Tyskland, Finland, Singapore, Hongkong, Rusland og senest Østrig.
Den digitaliserede og kategoriserede viden med links på kryds og tværs danner basis for udvikling af kunstig intelligens.
Af det tekniske skal nævnes, at navigationssøjlen Sidebar individuelt kan tilføjes ekstra elementer (eksempel) og redigeringsmenuen WikiEditor kan tilpasses ved hjælp af MyPage/common.js, hvor indholdet kan kopieres fra standard/eksempel.
Husk at respektere reglerne om databeskyttelse og ophavsret og følg retningslinjerne for navngivning og vedligehold.
God fornøjelse ønskes af Hans Peter Kjær (HP)