Svanholm 16. aug. 1917 Nordsøen ud for Vestland

Spring til navigation Spring til søgning

16. aug. 1917 Svanholm[redigér | rediger kildetekst]

D/S Skjold-dampskibet Svanholm med kaptajn P. Jensen afsejlede 10. august 1917 fra Gøteborg lastet med 804 stander props bestemt for Tyne og deltog fra nord for Bergen i en konvoj mod Shetlandsøerne, men 16. august kl. 7.20 affyrede den tyske ubåd U 94 (Saalwächter) fra styrbord side af konvojen en torpedo, der et øjeblik senere ramte Svanholms agterskib, som begyndte at synke.

Maskinen standsedes straks og ved redningsbådene holdtes mandtal, hvor 2. maskinmester Nielsen og kokken Sundstrøm savnedes. Maskinmesteren fandtes fastklemt ved maskinen og blev befriet. Kokken var i eksplosionsøjeblikket slynget overbord, men opdagedes klamrende sig til en planke af dækslasten da bådene lagde fra borde, hvorpå han samledes op af vandet.

Et britisk krigsskib fik hurtigt bjærget den 20 mand besætning op af bådene, hvorpå konvojen fortsatte til Lerwick, hvor besætningen landsattes dagen efter.

Det svenske sejlskib Vellfare observerede i rum sø 60 sømil fra den norske kyst det torpederede skib flydende på sin ladning og satte nogle folk ombord, der bjærgede skibspapirerne og noget af inventaret, der bragtes til Lysekil.

Vistnok efterfølgende og nogle dage efter torpederingen slæbte norske fiskere det forladte vrag ind mod Florø på Vestlandet, men på vej dertil gik det på grund. Mens selve skibet vanskeligt ville kunne bjærgedes, ville man sandsynligvis kunne bringe det meste af ladningen i land.