Therese 12. nov. 1916 Biscayen

Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.

12. dec. 1915 Biscayen[redigér | rediger kildetekst]

D/S Heimdal-dampskibet Therese med kaptajn C. Izard-Petersen var på vej fra Valencia til Hull lastet med frugt, da den i Biscayen 12. december 1915 ramte en drivende sømine. Efter midlertidig reparation fortsattes rejsen.

12. nov. 1916 Biscayen nord for Galicien[redigér | rediger kildetekst]

Skibet afsejlede 4. november 1916 fra Jijel i Algeriet lastet med 560 ton korkaffald bestemt til Kirkcaldy i Skotland, vistnok til fabrikation af linoleum, men blev 12. november kl. 16.30 standset i Biscayen nord for Galicien af den tyske ubåd U 49 (Hartmann), der forlangte skibspapirerne bragt ombord.

Den 18 mand besætning blev dernæst kommanderet ombord i ubåden og dynamitbomber bragtes til eksplosion i skibet, som en times tid senere sås indhyllet i flammer.

Dagen efter standsede ubåden den norske damper Dicto, der var på vej til Genova med kul, men da der ikke var plads til flere i ubåden blev Thereses besætning sat ombord i Dicto, hvorimod dennes kaptajn og 1. styrmand blev i ubåden. Kaptajn Izard-Petersen fik derpå nærmere anvisning på at føre damperen, mens ubåden fulgte efter.

Den næste dag angreb ubåden en engelsk handelsdamper, der undslap granaterne ved at sejle zig-zag og da der dukkede en britisk torpedojager forsvandt ubåden. Kommandoen over den norske damper overgaves til dennes 2. styrmand, men briterne nægtede at optage danskerne.

Den 15. november overførtes danskerne endelig til et fransk patruljeskib, der dagen efter landsatte dem i Brest.