Strathearn 1909 Understed

Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.

3. dec. 1909 Strathearn[redigér | rediger kildetekst]

Barken Strathearn af Liverpool solgtes 1893 til Norge og blev omrigget til 3-mastet skonnert.

Med skipper M. Amundsen var skibet på vej fra Alloa i Skotland via Frederikshavn til Hadsund lastet med 202 ton nøddekul og 157 ton fyrkul, da den under sydøstlig storm med snetykning 3. december 1909 kl. 11.30 drev i land for ankrene på Understed forstrand ud for Maden (Knappen) nord for Sæby, hvor den ½ time efter sank ned med kun kabyssen og masterne oven vande.

Den 8 mand besætning bjærgedes af ved 14-tiden af redningsbåden fra Sæby, som bagefter måtte ud til en strandet Thurø-skonnert længere nordpå.

Der afholdtes 15. december strandauktion over bjærget inventar og skibet som det stod i havbunden med iværende ladning, således at skib og ladning opråbtes hver for sig og dernæst samlet.

Samtlige 14 medlemmer af Sæby frivillige redningskorps hædredes året efter med den norske sølvmedalje for ædel dåd.