Luise Leonhardt 1930 Vogelsand i Elbmundingen

Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.

Sierra Morena 6. marts 1925 Cape Henry ved Chesapeake Bay[redigér | rediger kildetekst]

Et af Shipping Controller kontraheret dampskib leveredes ved færdigbygningen i 1922 i stedet til D/S Atalanta under navnet Sierra Morena.

Skibet afsejlede 3. marts 1925 fra Boston i ballast mod Hampton Roads i udkanten af Chesapeake Bay og havde i hård kuling fra nord 6. marts 1925 kl. 2.10 fyret på Cape Henry ved Virginia Beach i sigte i gisset afstand 4 sømil, men 5 minutter efter sås brænding forude om bagbord.

Skibet nægtede at dreje og kl. 2.20 tog det grunden og stod fast ganske tæt på land. Under gentagne forsøg på selv at komme flot blev ror og skrue beskadiget.

Den 7. marts om eftermiddagen ankom bjærgningsdamperen Resolute af New York, men måtte på grund af stærk brænding i flere dage blive liggende længere til søs.

Imens kom en båd med 3 mænd ud og tilbød at oprette forbindelse til land, hvilket afsloges og på vej tilbage kæntrede den. De 2 reddedes hurtigt ombord på Sierra Morena, som måtte have sin egen redningsbåd ud at bjærge den 3. i sidste øjeblik.

Redningsdamperen opnåede 10. marts forbindelse til skibet, der var blevet læk i agterlast og tunnel og 13. marts blev det bragt flot og derefter indslæbt til Newport News for reparation.

Tidsskrift

Luise Leonhardt 23. nov. 1930 Große Vogelsand[redigér | rediger kildetekst]

Ved D/S Atalantas konkurs i 1929 solgtes skibet til rederiet Leonhardt & Blumberg i Hamborg og omdøbtes Luise Leonhardt.

Efter afsluttet ombygning fra olie- til kulfyring og lastet med 5380 ton kainit bestemt for Searsport i Maine bugseredes skibet under ledelse af en havnelods ud af Hamborg Havn ved højvande 23. november 1930 kl. 5, men drev på grund på vestsiden af sejlrenden og blev trukket fri af slæbebåden tilsyneladende uden at have lidt skade.

Havnelodsen afløstes kl. 10.30 af en patentlods, hvis betænkeligheder ved varsel om nordvestenstorm overhørtes af kaptajn Carl Hoffmann, som efter passage af flere afventende skibe ved Brunsbüttel valgte at fortsætte ud i Elbmundingen og Helgolandsbugten også efter at lodsen kl. 17.45 var afhentet ved Elbe 3-fyrskibet.

Kl. 19.50 meldte kaptajnen imidlertid SOS på grund af rorkædebrud og kort efter meldtes brud på bagbord ankerkæde.

Fra fyrskibene Elbe 1 og Elbe 2 fulgtes situationen nøje og de fik indtryk af at skibet lå for anker med motoren gående. Over radioen meldtes, at styrbord ankerkæde holdt endnu, men skibet drev mod land.

Bjærgningsslæbebåden Hermes var på vej, men efter kl. 21.50 var der ikke mere radiokontakt med skibet og kort efter afbrød slæbebåden sin aktion på grund af brændingen, for i stedet at tilkalde DGzRS-redningsbåden Ferdinand Laeisz, der kl. 23.30 afgik fra Cuxhaven.

Hen mod kl. 22.50 observeredes fra fyrskibene for sidste gang nødblus og nødraketter fra ulykkesstedet nord for Elbmundingen.

De 2 både lå om natten i ly ved Elbe 3 og genoptog eftersøgningen ved 7-tiden.

Det viste sig at skibet var forlist ved vestenden af Große Vogelsand nær fyrskib Elbe IV. Alle dæksopbygninger, skorstene og master var skyllet bort og vraget var knækket over, så der var utvivlsom ingen overlevende ombord.

Vraget lå på 8 meter dybde og er ikke blevet fjernet.

  • Gestrandet… Gesunken… Das Ende der »Luise Leonhardt«, af Peter Baltes (1983). ISBN 3920709047