Hroptatyr 22. dec. 1916 Engelske Kanal

Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.

22. dec. 1916 Hroptatyr[redigér | rediger kildetekst]

D/S Gefion-dampskibet Hroptatyr afsejlede 13. december 1916 fra North Shields lastet med 1750 ton kul bestemt til Oran i Algeriet, men blev 22. december kl. 14 i den Engelske Kanal 25 sømil vestnordvest for Guernsey standset af den tyske ubåd UC 18 (Kiel), der pr. signal forlangte skibspapirerne bragt ombord.

Efter at disse var forevist i ubåden, blev der fra denne sendt folk med eksplosionsbomber ombord i skibet, hvis 17 mand besætning fordeltes i begge redningsbådene. Ved at udsætte disse, skete det uheld, at agterste talje i bagbords båd huggede sig ud, og folkene styrtede i søen.

Det lykkedes dog at bjærge dem og at få båden på ret køl, men i den temmelig høje sø klemte den assisterende ubåd båden ind mod skibet, hvorved kaptajn Hemming Ibsen Hemmingsen dræbtes og letmatros Ludvig Petersen blev så hårdt kvæstet, at han 2 dage efter døde, mens yderligere 1 mand blev alvorligt kvæstet.

De fleste overlevende fra båden reddedes ombord i ubåden, som kort efter dykkede, da et engelsk patruljefartøj kom til og beskød den. Matros Frandsen nåede dog ikke at komme med i ubåden, men opsamledes af en redningsbåd fra den tidligere samme dag af UC 18 sænkede danske damper Dansborg.

Hroptatyrs styrbord redningsbåd forenedes med de 2 både fra Dansborg og optoges ved 16-tiden af et britisk statsskib, der 24. december landsatte dem i Plymouth, samme dag som folkene i ubåden landsattes i Brugge.