Amerikansk bombetogt mod Poznan og Rostock 24. februar 1944

Spring til navigation Spring til søgning
Den printbare version understøttes ikke længere, og har muligvis nogle renderingsfejl. Opdater venligst din browsers bogmærker og brug i stedet din browsers standard printfunktion.

Angribende US Army Air Forces fly[redigér | rediger kildetekst]

Den 24. februar 1944 deltog 304 amerikanske fly i et planlagt bombetogt mod olieraffinaderier i Poznań, men pga. skydække omdirigeredes 263 af flyene i stedet mod det sekundære mål Rostock.

24. feb. 1944 Østersøen ved Warnemünde[redigér | rediger kildetekst]

Et Boeing B-17 bombefly lettet fra Great Ashfield i Suffolk var den 24. februar 1944 lidt efter kl. 13.30 i nærheden af Rostock, da det i sin formation ramtes af raketter affyret fra 2 Junkers Ju 88 og med motorproblemer dalede 300 meter under formationen og igen angrebedes af 3 jagerfly, som satte bombeflyets højre indermotor (nr. 3 motor) i brand. Amerikanske kolleger så kl. 13.38 det brændende fly forsvinde ned i underliggende skyer med en Junkers Ju 88 og en Messerschmitt Bf 110 i hælene, og 7 faldskærme foldedes ud.

Formodentelig styrtede flyet kl. 13.44 ned i Østersøen 15 km nordvest for Warnemünde, i så fald nedskudt af major Rolf Leuchs fra Stab II./NJG 6.

En strandvasker fundet den 14. oktober 1944 på Østersødiget ved Dannemare Høje på Lolland viste sig at være flyets haleskytte Raymond F. Malmfelt, som i første omgang begravedes på findestedet af værnemagten, hvor der den 18. april 1945 rejstes en mindesten. Liget blev i 1948 genbegravet på den amerikanske krigskirkegård ved Liège i Belgien, men flyttedes senere til USA. [1]

Mindst en af de omkomne fandtes drevet i land nær Rostock, hvorimod 4 omkomne aldrig fandtes, deriblandt flyets kaptajn Clarence McIlveen, som døde på sin 26 års fødselsdag. [2]

24. feb. 1944 Øster Højst ved Løgumkloster[redigér | rediger kildetekst]

Et Boeing B-17 bombefly med kælenavnet 'Just Elmers Tune' efter kaptajnen Elmer Costales var lettet fra Horham i Suffolk mod Poznań, men skydækket lå for tæt og i stedet bombarderedes Rostock. På hjemturen ind over Sønderjylland blev flyet i sin formation ved 16.15-tiden angrebet af 3-4 tyske jagerfly og ramt i instrumentbrættet, så bl.a. kaptajnen blev såret, ligesom yderste venstre motor begyndte at ryge. Jagerflyene fulgte efter ned i en skybanke, hvor venstre indermotor også kom i brand. [3] [4] [5]

De første 2 besætningsmedlemmer sprang kl. 16.15 ud med faldskærm lidt vest for Mårbæk Bjerg i Bedsted sogn. Forfølgelsen fortsatte ned over Alslev, hvor der også gik brand i højre motor og 5 andre sprang ud. Af dem havde den ene stærke smerter og gav sig selv morfin og kørtes med en kollega på en landbrugsvogn til Alslev Skole, hvor de blev tilset af læge Højholt og sendt med ambulance til Løgumkloster sygehus. Læge Højholdt kørte videre til Anton Lunds ejendom, hvor de 2 først landede var budt på sønderjysk kaffebord, der stod klar i anledning af hustruen 40 års fødselsdag. Da den ene havde kvæstet sit ben, bragte lægen dem med i sin bil til sygehuset.

De sidste 3 hårdest sårede befandt sig stadig i cockpittet, hvor der udspillede sig et drama. Navigatøren Sahner var formodentlig bevidstløs og kunne ikke selv flytte sig, så kaptajn Costales besluttede sig for at nødlande, men han besvimede af blodtab efter skud gennem lungen ramt under den første træfning, så andenpiloten Kish, der havde åbent brud i sit højre ben og vægrede sig ved at springe ud, måtte overtage styringen. Han nødlandede flyet på en mark ved Draved nord for Tinggårdsvej og tæt ved Alslev Mose og Alslev Kro, mellem Løgumkloster og Øster Højst, hvor det ene understel kollapsede.

Pilot Costales kom til bevidsthed igen, men blev svært forbrændt i forsøget på at komme ud af flyvraget, da benzintanken pludselig eksploderede. En landbetjent kom hurtigt til stede og hjælp, Kish og Costales væk, mens Sahner indebrændte i flyet. Pilot Costales blev kørt til Tønder Sygehus, hvor han fik blodtransfusion og overlevede.

Landbetjenten fandt 500 meter fra flyet en omkommet faldskærmsudspringer, hvis skærm ikke havde foldet sig ordentligt ud. De 2 øvrige faldskærmsudspringere flygtede og gemte sig natten over i en halmstak, inden de næste morgen godt forfrosne overgav sig. Pilot Elmer Costales kørtes i ambulance til Tønder Sygehus, hvor han fik blodtransfusion og overlevede.

De 2 omkomne begravede den 2. marts 1944 på Åbenrå Kirkegård, men flyttedes i 1948 til den amerikanske krigskirkegård ved Liège i Belgien, men Sahner flyttedes sidenhen til USA. [6]

De 8 overlevende sendtes til forskellige Stalag-krigsfangelejre i Tyskland. Der er efter krigen rejst en mindesten ved Øster Højst forsamlingshus.

Nedskydningen af det amerikanske bombefly krediteres Günther Sinnecker, som selv måtte nødlande ved Bredebro, se nedenfor.

Forsvarende tyske Luftwaffe-fly[redigér | rediger kildetekst]

24. feb. 1944 Sydlige Ærø[redigér | rediger kildetekst]

Et Messerschmitt Bf 109 jagerfly fløjet af den berømte gruppekommandør og major Günther Specht deltog i jagten på de amerikanske bombefly og blev set angribe 2 gange omkring kl. 16.00 inden han fik tekniske problemer og dykkede væk, for at mavelande i Store Rise Mose på den sydlige del af Ærø, nær mejeriet i Bro. Landingen overværedes af sønnen fra Sognefogedgården, som var ved at reparere et hegn i mosen, men kort efter ankom også værnemagtssoldater fra barakkerne ved Oldemark og tog piloten med dertil.

Günther Specht kom hurtigt på vingerne igen og skød mindre end et døgn senere sit næste fly ned og dagen efter 2 mere. [7]

Det havarerede fly bevogtedes af værnemagten indtil det blev fjernet af et Luftwaffe-bjærgningshold, som placerede oppustelige sække under vingerne og løftede flyet op på hjulene. Efter at have fjernet vingerne blev flyskroget af heste trukket over til Sognefogedgården og gemt væk i laden, indtil det den 9. marts afhentedes af en lastbil.

24. feb. 1944 Bredebro[redigér | rediger kildetekst]

Et Messerschmitt Bf 109 jagerfly med pilot Günther Sinnecker deltog i nedskydningen af det amerikanske Boeing B-17 bombefly, som styrtede ned ved Øster Højst, men ramtes selv med skudhuller i oliekøleren og var tvunget til kl. 16.30 at nødlande på en mark tilhørende landmand Anders Friis i Nørre Vollum nord for Bredebro .

Trods mavelanding var piloten uskadt og blev af dansk politi bedt om at vogte flyet indtil værnemagten ankom. Lokalt blev han rigeligt beværtet med god mad og drikke og kørtes i en privatbil til den tyske grænse, hvor han afhentedes af en bil fra Slesvig.

24. feb. 1944 Kalvslund Mose ved Ribe[redigér | rediger kildetekst]

Et Messerschmitt Bf 109 jagerfly steg den 24. februar 1944 til vejrs mod en formation amerikanske Boeing B-17 bombefly, som var på vej vestover Sydjylland, og angreb nedenfra det bagerste fly i formationen, men blev selv beskudt og fik motoren ødelagt af kugler, ligesom flyskroget ramtes flere gange.

Jagerflyet dykkede væk og nødlandede i Kalvslund Mose nordøst for Ribe, hvor piloten affyrede en raket for at tiltrække opmærksomhed. Et par unge drenge så landingen og cyklede over til flyet, hvor piloten venligt tillod dem et kig i cockpittet, men snart ankom soldater fra Barbara-lejren i Ribe og jagede drengene væk.

24. feb. 1944 Ilsted ved Gørding[redigér | rediger kildetekst]

Den 24. februar 1944 nødlandede 2 tyske jagerfly på 2 tilstødende marker sydøst for Ilsted ved Gørding, pga. benzin-mangel. Et tredje jagerfly ankom kort efter og lettede igen, ligesom ét af de første fly vistnok lettede igen, efter at være tanket op.

Derimod havde ét af flyene tilsyneladende beskadiget et hjul ved landingen, hvorfor det skiltes ad og fjernedes af Luftwaffe.

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]

  1. Fly B17 42-31349 - geocaching.com
  2. Mc Ilveen, Clarence S - fieldsofhonor-database.com
  3. 42-31561 / Just Elmer’s Tune - b17flyingfortress.de
  4. 42-31561 B17-G ( Just Elmer's Tune) - 95thbg-horham.com
  5. Missing 95th Bombardment Group (Heavy) aircraft on 1944-2-24 - 8thafhs.com
  6. Pechacek, George F - fieldsofhonor-database.com
  7. Günther Specht - luftwaffe.cz