Christine I 1825 Apholmen

Spring til navigation Spring til søgning

30. nov. 1825 Christine I[redigér | rediger kildetekst]

Den finske brig Christine I (den Første) med skipper C.G. Hall/Halle betalte 17. november 1825 sundtold for 297 tønder tjære, 96 lispund potaske, 80 bjælker, 42 tylt skudeplanker og 84 ordinære brædder på vej fra hjemstedet Kristinestad til Le Havre, men indstrandede 30. november ved Apholmen 2 sømil nord for Frederikshavn med kappede master og der signaleredes efter redning.

Da underretningen nåede til Frederikshavn sammenkaldte skipper Calmar byens bedste sømænd, som fik en båd på en vogn og indenfor en time var ved strandingsstedet, hvor de mødtes med skipper Ueberfax.

Sidstnævnte tog kommando over båden og efter 3 timers uafbrudt anstrengelse mod vejr, vind og strøm, kom den til vraget og indtog skipperen med 3 mand, og nåede tilbage gennem brændingen i land.

Forsynet med nyt mandskab og i knap så hårdt vejr lykkedes det atter at bringe 4 mand fra borde, hvorimod de lod en bevidstløs mand ligge på dækket. Da han muligvis kun var skindød blev de opfordret til også at hente ham, men mørket faldt på og anstrengelserne var forgæves.

Der afholdtes 21. december auktionLerbæk hovedgård over 48 tønder fin tjære, potaske, jernbolte, trævarer, takkelage og proviant.

Skipperne Ueberfax og Calmar blev i april 1826 benådet med Dannebrogsmændenes Hæderstegn.