U 534 Anholt 5. maj 1945

Version fra 13. okt. 2024, 16:14 af HP (diskussion | bidrag) HP (diskussion | bidrag) (Text replacement - "* [http://books.google.dk/" to "* [//books.google.dk/")
Spring til navigation Spring til søgning

5. maj 1945 Kattegat ved Anholt[redigér | rediger kildetekst]

Den tyske ubåd U 534 var sommeren 1944 på sin første patrulje i Nordatlanten og fungerede med kaptajn Herbert Nollau som vejrbåd tilknyttet 2. U-Flottille. Under 12 dages værfts-ophold i ubådsbasen i Bordeaux monteredes et snorkel-anlæg fra U 178, som under første prøvefart i Biscayabugten 27. august 1944 viste sig utæt og tvang ubåden til overfladen, hvor den straks blev angrebet af et britisk Vickers Wellington-fly fra 172 Sq. RAF. Det lykkedes ubådens flak at nedskyde flyet, men det var ikke muligt at returnere til Bordeaux, som blev erobret af de allierede.

Via Nordatlanten og Norge slap U 534 hjem til Tyskland og tilbragte 4 måneder på værft i Stettin, inden den tilknyttet 33. U-Flottille i krigens sidste dage via Kiel ankom til Helsingør 2. maj 1945 og afventede ordre.

På 'befrielsesmorgenen' 5. maj afsejlede U 534 mod Norge sammen med 2 andre ubåde (der mentes muligvis U 579 og U 1008, som afsejlede fra Sønderborg-området).

Samme dag den 5. maj kl. 12.43 blev ubåden i Kattegat øst for Anholt angrebet af 2 britiske B-24 Liberator fly fra hhv. 547 Sq. RAF og 86 Sq. RAF. Det lykkedes med flak at nedskyde det ene fly, men en dybdebombe fra det andet fly ramte ubåden og satte sig fast på huset bag tårnet, men løsnede sig og detonerede ved ubådens underside.

Den skadede ubåd fortsatte 8 km videre nordpå mod Anholt fyrskib og sank 1 km derfra på 65 meter dybde 14 km nordøst for Anholt. De 52 besætningsmedlemmer reddede sig ud, men 3 døde ved opdykningen eller i vandet. 2 mindre tyske skibe samlede de 49 overlevende fra ubåden op, samt en omkommen fra det styrtede fly.

Vraget af U 534 fandtes i august 1986 af dykkerskibet Ternen og blev i 1993 hævet af bjærgningsfirmaet Smit Tak fra Rotterdam med økonomisk bistand fra Karsten Ree, daværende ejer af Den Blå Avis. Efter tømning og mindre restaurering i Hirtshals udstilledes vraget i Grenå.

I 1996 flyttedes ubåden på en pram til Liverpool-bydelen Merseyside, hvor den først udstilledes på krigsskibsmuseet i Seacombe Docks, men efter deling i 4 stykker og restaurering i 2007 er den udstillet ved den nærvedliggende Woodside-færgeterminal i Birkenhead ved Mersey-floden.

Bog

Nyere avis