Viking og Bothal 20. marts 1940 Moray Firth

Spring til navigation Spring til søgning

20. marts 1940 Viking og Bothal[redigér | rediger kildetekst]

De neutrale danske dampskibe Viking og Bothal fra det Danske Kulkompagni samsejlede i ballast fra Frederikshavn mod hhv. Burntisland nær Edinburgh og Blyth i Nordøstengland, men opdagedes ca. 30 sømil nordøst for Wick ved Moray Firth i tåget vejr natten til den 20. marts 1940 kl. 4.15 af den tyske ubåd U 19 med kaptajn Schepke.

En G7a torpedo affyret kl. 4.35 mod Viking ramte ikke, men en G7e torpedo affyret kl. 4.57 ramte maskinrummet, så stævnen øjeblikkelig sank og agterenden stak lodret i vejret i ½ time, inden den også sank ned. Der var 2 som overlevede på en flåde, som næste nat kl. 1.30 opsamledes af redningsbåden fra Wick, hvorimod 14 andre danskere omkom, heriblandt kaptajn Johannes P. Nielsen.

Det andet skib Bothal ramtes kl. 5.15 af en G7e torpedo, så lyset gik ud og flammerne stod ud på begge sider af agterdækket, hvorefter en ny eksplosion indtraf og midtskibet brækkede over. Da skibet sank blev en flåde på forskibet suget med ned, men da den kom op reddede 5 overlevende sig ombord og opsamledes næste nat kl. 1.30 af redningsbåden fra Wick, hvorimod 15 danskere omkom, heriblandt kaptajn Hans Frederik Jensen.

En 3. redningsflåde vistnok fra Viking, blev ikke fundet.