Goede Besluit 1835 Ålbæk

Version fra 25. okt. 2024, 05:09 af HP (diskussion | bidrag) HP (diskussion | bidrag) (Text replacement - "| {{gps|}}↵" to "")
Spring til navigation Spring til søgning

25. okt. 1835 Ålbæk[redigér | rediger kildetekst]

Groninger-kuffen Het Goede Besluit med skipper Hindrik Willems Drent var på vej fra Sankt Petersborg til Rotterdam lastet med 380 skippund kobber, 13 fustager talg, svinebørster, hestehår, ravndug, hørfrø, dun mv., samt en del sager afsendt fra den russiske kejser Nikolaj 1. eller hans ministre til hans svoger prins Vilhelm 2. af Oranje, da den fik kraftig lækage og 25. oktober 1835 landsattes ved Ålbæk 2½ mil nord for Frederikshavn.

Af sidstnævnte sager bjærgedes 8 kasser til opbevaring og konservering i Frederikshavn.

Derudover var intet af betydning bjærget trods strandingskommissær Rasmus Bergen iver med at tage sig af den særdeles værdifulde last, til hvis hjælp han havde engageret Jacob Uberfax til at stå i spidsen for bjærgningen, når vejret ville tillade det.

Der afholdtes strandauktion 12. november i Ålbæk over et i land bjærget parti havareret hørfrø, fjer, dun, sejldug, husblas, krebsøjne, uld osv.

Byfoged Lassen i Frederikshavn blev ved Højesteretsdom i 1849 dømt til at udrede auktionens omkostninger i denne sag.

6. maj 1840 Brielle, Sydholland[redigér | rediger kildetekst]

Skibet var på vej fra Rotterdam til Sankt Petersborg, da det pga. lækage 6. maj 1840 landsattes ved Brielle i Sydholland ved Maas-flodens udløb ud for Rotterdam.

Selvom skibet kom under vand og blev vrag bjærgedes en del af inventaret og hele ladningen.