Valkyrien 31. okt. 1918 Grímsey

Version fra 25. mar. 2024, 14:52 af HP (diskussion | bidrag) HP (diskussion | bidrag) (Text replacement - "| ms=l-aa.pdf" to "| ms=l-aa")
Spring til navigation Spring til søgning

31. okt. 1918 Valkyrien[redigér | rediger kildetekst]

Bramsejlsskonnerten Valkyrien med skipper A. Stæhr blev 30. oktober 1918 trukket ud fra Siglufjörður vest for Eyjafjörður på Nordisland og kvittede kl. 13 slæbebåden for at sejle mod Varberg i Sverige lastet med 2550 ton sild.

Men kl. 19 pejledes 60 cm vand i skibet og da det trods fortsat pumpning stadig steg, besluttedes ved midnat på skibsråd at søge ind til Eyjafjörður eller Siglufjörður. Om natten blæste det op til storm med høj sø, så kl. 5 forsøgte besætningen at gå i redningsbåden, men denne blev slået i stykker under udsætningen, hvorved skibspapirerne gik tabt.

Ved daggry pejledes Grímsey i øst i ca. 15 km afstand, og kursen sattes dertil, men da vinden flovede helt af og skibet var i synkefærdig stand med 1½ meter vand, gik den 7 mand besætning kl. 11 i jollen og ankom kl. 15 til øen.

Efter hjemkomst fra Island skulle skibet overtages af rederiet Falken i Svendborg, hvis forretningsfører 21. november 1918 udstedte certeparti til et firma i Gøteborg om befragtning af trælast fra Gøteborg til Casablanca, uvidende om, at svenskerne 18. november havde meddelt rederiet, at skibet var forlist ved Island, hvilket skal have været omtalt i Gøteborg-blade allerede 7. november.

Rederiet Falken meddelte i stedet 5. december, at skibet Skierner ville overtaget befragtningen og oplyste 1. januar at skibet passerede Haugesund, hvilket dog først skete stærkt forsinket 12. februar. Rederiet stævnedes og idømtes af Sø- og Handelsretten betaling af 6037 kr. for ikke opfyldt fragtkontrakt plus sagsomkostninger.