Avro Tutor 113 11. marts 1937 Øresund
11. marts 1937 Øresund[redigér | rediger kildetekst]
113 |
Avro Tutor |
1932-1937 |
Marinens Flyveskole |
Aviation Safety |
Flymuseum |
Et af Marinens Flyveskoles tosædede landflyvebiplan af typen Avro Tutor fra Kastrup Lufthavn skulle med den 30-årige flyvelærer kaptajnløjtnant Knud Riemann 11. marts 1937 om eftermiddagen på øvelsesflyvning med unge flyverløjtnanter fra det før jul nystartede elevhold på 6 mand.
Flyet blev ved 13.30-tiden gjort klar og fløj afsted med flyvelæreren og den 22-årige elev Hans Helge Johansen på en tur planlagt til ¾ times varighed, hvorefter det var meningen, at en ny elev ved navn Lonsdale skulle med, men da de førstnævnte kl. 15 ikke var kommet tilbage, slog Lonsdale alarm til Luftmarinestation København, hvor man mente at have observeret flyet i snetykning ved 14-tiden tæt ved land forsvinde over Øresund, muligvis i sydlig retning.
Ved efterlysning i radioavisen kom op mod 500 henvendelser, men eftersøgning omkring bl.a. København og Middelgrunden gav intet resultat.
Et døgn efter ulykken fandt fiskekutteren Hov Vig et par hundrede meter ud for ud for Hellebæk nordvest for Helsingør en faldskærm drivende i vandet og bragte den til Helsingør, hvorfra der straks ringedes til luftmarinen. I en lille lomme i Irvin-faldskærmens hylster fandtes forskellig identifikation, som viste at skærmen havde tilhørt løjtnant Johansen.
Et døgn senere fandt samme fiskekutter liget af kaptajnløjtnant Riemann drivende i vandet ud for Marienlyst også nordvest for Helsingør.
Næste dag kl. 11 observeredes et lig drive i vandet mellem isflager tæt ved Kronborg. Det blev bjærget og viste sig at være løjtnant Johansen. Ligesom Riemann var han stivfrossen, men ellers uskadt, og begges ure var gået i stå kl. 14.23.
Hvad der egentlig var sket kunne kun gisnes om, men flyet må have nødlandet et ukendt sted i Øresund, hvorefter flyverne var frosset ihjel. Vraget er så vidt vides aldrig blevet fundet, selvom revet ud for Tårbæk er blevet nævnt.
Holmens kirkebog & Finderup kirkebog & avisartikler
- Marine-Flyvere sporløst forsvundet i Snetykning - Nationaltidende 12. marts 1937
- To Marineflyvere sporløst forsvundet i Snetykningen - Social-Demokraten 12. marts 1937
- En Faldskærm fra det forsvundne Aeroplan er fundet i Øresund - Nationaltidende 13. marts 1937
- Den ene Flyvers Lig fundet ved Helsingør - Social-Demokraten 14. marts 1937
- Den anden Flyvers Lig fundet ved Kronborg - Social-Demokraten 15. marts 1937
- Kaptøjnløjtnant Riemanns gribende Begravelse - Nationaltidende 18. marts 1937
- Flyveulykkens andet Offer Begravet i Gaar - Nationaltidende 19. marts 1937