Stanley 1894 Bovbjerg

John David 1. april 1875 Cagliari, Sardinien

John David af Antwerpen Belgica / Stanley

Palmers, Jarrow

Tyne Built Ships

1874-1875-1894

1807 brt. 140 hk.

Det engelsk-byggede belgiske dampskib John David grundstødte 1. april 1875 ved Cagliari på Sydsardinien, men blev af det ligeledes belgiske dampskib Delloye Matthieu trukket ud.

I 1883 omdøbtes skibet Belgica og i 1887 solgtes det for £8.750 til Bergen og omdøbtes Stanley.

Stanley 22. dec. 1894 Bovbjerg

John David / Belgica Stanley af Bergen

1874-1875-1894

Skipshistorie

Skabelon:Gps

✝ 22 ♥ 1

Skibet var med kaptajn Thor Abrahamson på vej fra Jevpatorija på Krim i Sortehavet til Kalmar lastet med hvede, da det under stormen 22. december 1894 kl. 5 i strømsætning og regntykning forliste på yderste revle vest for Bovbjerg Fyr.

Redningsvæsenet kunne med dobbelte raketter ikke nå ud til skibet og den høje sø med tiltagende pålands storme umuliggjorde, at redningsbåden fra Tuskjær kunne sættes ud.

I stedet forlod besætningen skibet i dets egne 2 redningsbåde med hhv. 6 og 17 mand ombord og roede nordpå, da man ikke turde gå ind over brændingen. Efter at have passeret Hanstholm kæntrede den ene båd og drev siden tom i land i Vigsø Bugt. 3 druknede og 3, heriblandt styrmand Petter Obstfelder, blev reddet over i den anden båd, som måtte smide flere døde ud inden den drev ind over yderste revle og væltede i brændingen. Der var da 8 overlevende, som fik vendt og lænset båden og på næste revle væltede rundt flere gange, så nu kun 3 tilbageværende kravlede op og ride på kølen af den væltede båd.

Båden drev ind på Lild Strand vest for Bulbjerg og i klitterne ud for Glæde fandt strandvagten den 23. december kl. 5 om morgenen, et døgn efter skibsforliset, den forkomne eneste tilbageværende overlevende, maskinassistent Nils Knutsen Nordås, iført redningsbælte. En af de første omkomne som identificeredes var styrmand Obstfelder.

Ialt fandtes 13 lig, de fleste ved Vester Torup øst for Bulbjerg og de begravedes 2. januar på Vester Torup kirkegård, hvor der på stenhuggeren i Thisteds egen bekostning rejstes en mindesten.

Vragene af de 2 skibe Lutka fra 1886 og Stanley, ligger meget tæt på hinanden ud for Bovbjerg Fyr.

• http://thorup-strand.dk/juleaften-1894.htm
• http://folkogkirke9690.dk/blog10505%E2%80%8Bjulegæster-fra-havet

Lild kirkebog & Vester Torup kirkebog & Kollerup kirkebog & avisartikler

• Stranding ved Bovbjerg - Ribe Stiftstidende mandag d. 24. dec. 1894
• Stranding ved Bovbjerg. Besætningen druknet - Lemvig Folkeblad 25. dec. 1894
• Strandingen ved Bovbjerg - Ribe Stiftstidende 27. dec. 1894
• Strandingen ved Bovbjerg - Lemvig Folkeblad 28. dec. 1894
• „Stanley“s Stranding - Thisted Amtsavis 29. dec. 1894

Thisted Amtstidende 3. jan. 1895:

Hvorledes „Stanley“s Mandskab omkom

På Lild Strand så nogle folk forleden uventet noget levende. De trådte nærmere og fandt et menneske, der om livet bar et redningsbælte. Da man ville røre ved ham skreg han i vildelse. Med magt måtte bæltet tages af ham. Så bar man manden ind bag klitterne og lagde ham i strandfogedens varme seng.

Den skibbrudne hed Niels Knutzen. Han var tredje maskinist om bord på den strandede Bergenserdamper „Stanley“. Ved omhyggelig pleje er det lykkedes at gengive ham til livet. Vi havde ellers intet erfaret om hans rædselsfulde hændelser.

Det var hin lørdag aften førend jul da stormen rasede over Vesterhavet. Niels Knutsen sad i sit lukaf og læste i en bog, da skibet pludselig huggede mod sandrevlen ud for Bovbjerg Fyr.

Han tumlede ud og fandt sine kammerater, i alt 21 mand, forsamlede på dækket. Bølgerne skyllede hen over skibet. Rummet rundt om dem lå kulsort. Kun de nærmeste omgivelser oplystes af havets hvide, travle skum.

Så godt det lod sig gøre fik man 2 både ned i søen. Første styrmand og 7 mand af besætningen gik i den ene båd. Kaptajnen og 13 mand gik i den anden. Næppe havde bådene forladt damperen, før denne forsvandt bag brodsøerne, og de 22 mennesker hvirvledes rundt i malstrømmen mellem tomme tønder og flydende gods.

Man trak på årerne, og bådene, som kastedes op og ned, var kun en gang imellem synlige for hinanden. De skibbrudne vidste, at de ville være dødens bytte, om de af stormen slyngedes ind i brændingen, der tordnede i det fjerne og lysnende som en snesky gennem mørket.

Det blæste en storm, som for første gang bragte disse uforsagte sømænd til at skælve. Det var, som om søen rejste sig fra havets dyb. Værst faren var båden med de 7 mand. Den kæntrede. Ved en kraftanstrengelse lykkedes det mandskabet i den anden båd at komme hen til stedet, og ved en endnu større kraftanstrengelse frelste man de 3 mand, der flød på årerne. De andre 4, og blandt dem en dansker, blev af en voldsom brodsø begravede i dybet.

Nu var man altså 17 mand i den ene lille båd. Det var umuligt at navigere i den høje sø. De ulykkelige måtte indskrænke sig til at holde fartøjet flydende på ret køl. Således drev de langsomt nord på med den rivende strøm.

Det var midnat, da de 17 mand pludselig udstødte et skrig, der overdøvede stormens tuden. Idet båden løftedes af en bølge, havde de alle sammen set et lys, og nu kom det igen - det var en skibslanterne! O, Gud! Den lyste lige over deres hoveder! Damperen styrede hen mod dem. De troede sig frelste og takkede allerede gud. Men da - som de trak deres lyse skjorter af og lod dem flagre ud i mørket, vendte damperen og tog en anden kurs. Vinden, der bar fra, overdøvede de ulykkeliges råb.

Så drev de videre, den hele lange nat.

Det var isnende koldt, og alle 17 mand var gennemblødte. De sad tæt stuvede i den lille båd, roede og øste, indtil de omsider bøjede hovederne mod brystet og henfaldt i en tung døs.

Men i dagbrækningen var der en af dem, en matros, som sprang op i vildelse. Han påstod, at hans sidemand var død. Man ruskede i sidemanden, men han var stiv og kold. og forfærdede stirrede de andre hinanden ind i ansigterne. Var der flere døde? Ja, der var endnu to. Kaptajnen bød at kaste ligene i havet, og man hev dem ud, men en bølge hev dem atter halvt ind i båden. Så vendte rorgængerne ansigtet om og stødte kammeraterne bort med årene, og i vildelse vedblev de at støde efter dem, mens resten af de ulykkelige så til i stum rædsel.

Nu var de da omsider alle så udmattede og sløvede, at de lod bølgerne kaste båden ind i brændingen. Den kæntrede, og 6 mand slugtes i den hvide malstrøm. De andre 8 kæmpede endnu en sidste kamp. De klamrede sig til rælingen og tvang båden op på ret køl, kravlede i den, lænsede den og nærmede sig den næste revle. Her kæntrede den lille båd på ny, og det synes nu, som om alle de, der var i den, mistede bevidstheden.

Dramaet nærmer sig sin afslutning.

Båden er gennem brændingen kastet flere gange rundt, og ved en sidste halvt mekanisk kraftanstrengelse for at redde livet er tre mand entrede op og rider på dens køl.

Disse tre mand, der har set alle deres kammerater drukne, er en fyrbøder, en bådsmand, samt Niels Knutzen, der blev fundet mellem klitterne.

De mærker stivkrampens komme, men endnu holder de sig fast i kølen.

Og efter alle nattens rædsler venter der dem en sidste rædsel, som fordunkler alle foregående ved sin gru.

Idet de, stadigt ridende på kølen, slynges op og ned, ser de på bølgen bag sig fire, fem stive lig, som rejser sig i halv højde over vandet, stirrer ned på dem og forsvinder. -

Og da bølgen atter og brølende hæver sig bag båden, ser de igen det rædselsfulde syn.

Dermed ender referatet.

De 3 mand må være styrtede ned i dybet. Kun den ene af dem drev i land.

(Af Ignotus i Polit.)