Versuch 1797 Rubjerg Knude: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
mNo edit summary
mNo edit summary
 
Linje 28: Linje 28:
Den 28. december tilbød den engelske fregat Beaulieu at slæbet skibet til Norge, men den 12 mand besætning hellere ville med til Helsingør.
Den 28. december tilbød den engelske fregat Beaulieu at slæbet skibet til Norge, men den 12 mand besætning hellere ville med til Helsingør.


Det forladte skib inddrev 40 timere senere ved [[Rubjerg Knude]], hvortil marquisen ankom 21. januar sammen med en ny skipper og 16 sømænd, men det viste sig at have en revne i bunden og blev vrag.
Det forladte skib inddrev 40 timere senere ved [[Rubjerg Knude]], hvortil marquisen ankom 21. januar sammen med en ny skipper og 16 sømænd.
 
Da det viste sig, at forsøgsskibet havde en revne i bunden, byggede Ducrest i stedet den lidt større fregat ''[[Svar til Alt 1805 Sargassohavet ved Bermuda|Svar til Alt]]''.


{{a|1797-12-29}}
{{a|1797-12-29}}

Nuværende version fra 16. okt. 2024, 06:35

29. dec. 1797 Versuch[redigér | rediger kildetekst]

Den franske marquis Charles Louis Ducrest, som i oktober 1789 var flygtet fra den Franske Revolution, havde indtil 1787, ved søsteren forfatterinden Félicité de Genliss mellemkomst, været kansler for markgreve Ludvig Filip af Orléans og forsøgt sig med skibsbygning.

Efter at have boet i Holland og lidt i England slog han sig ned i Hamborg, hvor han ved hjælp fra professor Johann Georg Büsch overtalte nogle investorer, til at finansiere forsøgsskibet Der Versuch, som den franske skibsbygmester Jaan Fouché i Altona 19. oktober 1797 påbegyndte bygningen af.

Det specielle ved skibet var et skrog bygget med flere lag brædder skiftevis i lodret og vandret retning (ligesom krydsfiner), som skulle gøre det mere modstandsdygtigt mod sprækker og lækage. Desuden var der 2 ror, kun en lille køl og et større rum for ladningen, da der ikke var behov for krumholter.

Arbejdet skred hurtigt frem og der planlagdes prøvesejlads i det nye skib i forholdsvis vanskeligt farvand til København med ballast og så snart årstiden tillod det, videre til Stockholm, men afrejsen forsinkedes af besværligheden ved at finde en besætning, der turde betro deres liv til et skib af en så usædvanlig bygning.

Med den lokale skipper Heinrich Frantmann/Traumann afsejledes 19. december fra Altona, men i Elbmundingen stødte skibet på en sandbanke og sad fast i 24 timer inden det kom fri og returnerede til Glückstadt for en sikkerheds skyld. Trods mange stød var det ikke det mindste læk, så den 21. december sejlede man i et stort følge igen ud af Elben.

Den 25. december ved 18-tiden var man nået til Skagerrak, hvor vinden forandrede sig til storm af nordøst, som skibet havde alt for mange sejl til, men ingen af folkene turde vove sig op ad masten og ved den voldsomme slingring og huggen fik skibet endelig en lækage.

Derved gled ballasten frem i forenden, der stak en meter dybere end bagtil. I stedet for at skubbe sandet tilbage kastede skibsfolkene anker, tov, kanoner med videre overbord og kappede fokkemasten og stormasten. Lækagen formindskedes til det halve og da pumperne var tilstoppede med sand, udøstes vandet med bøtter.

Den 28. december tilbød den engelske fregat Beaulieu at slæbet skibet til Norge, men den 12 mand besætning hellere ville med til Helsingør.

Det forladte skib inddrev 40 timere senere ved Rubjerg Knude, hvortil marquisen ankom 21. januar sammen med en ny skipper og 16 sømænd.

Da det viste sig, at forsøgsskibet havde en revne i bunden, byggede Ducrest i stedet den lidt større fregat Svar til Alt.

Tidsskrift