Kongerigske enklaver: Forskelle mellem versioner
Ribewiki>Hp m (Text replacement - "Hellevad Sogn (Åbenrå Kommune)" to "Hellevad Sogn ved Rødekro") |
HP (diskussion | bidrag) m (1 version importeret) |
(Ingen forskel)
|
Versionen fra 11. aug. 2021, 11:55
Da Danmark ved Freden i Wien den 30. oktober 1864 afstod alle de rettigheder, som det havde i hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg til Østrig og Preussen, var der visse dele af egnene syd for Kongeåen, der indtog en særstilling. Det drejede sig om de såkaldte 'kongerigske enklaver' , d.v.s. nogle spredte områder der stod direkte under kongeriget og havde gjort det i hen ved 400 år. Ved artikel 4 i fredstraktaten blev imidlertid disse enklaver afstået sammen med hertugdømmerne, 'for at forenkle afgrænsningen mellem Danmark og Hertugdømmet Slesvig og for at ophæve de ulemper, som opstod ved de kongerigske enklavers beliggenhed i slesvigsk område' . Til gengæld indvilgede Østrig og Preussen i, 'at en ækvivalent del af Slesvig, som foruden Ærø omfattede områder, der var egnede dertil, skulle udskilles fra hertugdømmet og indlemmes i kongeriget' . Det område af Slesvig, der på denne måde kom til at høre til Danmark, blev de såkaldte '8 sogne' , der er beliggende mellem den gamle slesvigske grænse ved Kolding Fjord og Kongeå-grænsen, samt nogle egne omkring Ribe.
De kongerigske enklaver eller 'det blandede distrikt' , som den officielle betegnelse meget betegnende var, dannede ikke noget sammenhængende hele; ja, de forskellige dele, som hørte ind under denne betegnelse, var endog så adspredte, at det ikke er muligt at give de nøjagtige afgrænsninger af enklaverne på et oversigtskort. For den del af enklaverne, som var beliggende på øerne udenfor Slesvigs vestkyst, kan det bedst lade sig gøre, idet enklaverne her omfattede øen Amrum, samt den vestlige del af Føhr og den nordlige del af Sild, nemlig landskabet List; hertil kom så Mandø samt den sydlige del af Rømø. For Rømøs vedkommende var forholdene dog ret indviklede, idet den sydlige del var ublandet kongerigsk, mens der i den nordlige, såkaldte slesvigske del lå spredte kongerigske områder; i Nørre Tvismark var således 2 gårde og 5 huse kongerigske, mens 1 gård og 5 huse var slesvigske, og i Juvre hørte 7 gårde og 1 hus til den kongerigske enklave, mens 5 gårde og 4 huse var slesvigske. Det samme var tilfældet i andre egne af det nordlige Rømø.
På samme måde blev forholdet i enklaverne på fastlandet meget vanskelige at udrede. Ganske vist var der her nogle større områder, der helt, eller så at sige helt, hørte til enklaverne; et af de væsentligste af disse områder var Riberhus Birk, hvortil i øvrigt også Mandø regnedes. Med Mandø udgjorde denne enklave 35.845 td. land (209,9 km²) med (1855) 3.833 indbyggere. Men også her var der stærkt blandede områder. I Farup Sogn var der således 4.465 td. land til den kongerigske del mod 1.028 td. land til den slesvigske, i Seem Sogn var de tilsvarende tal 5.720 og 1.478 og i V. Vedsted Sogn 2.648 og 2.405.
Et andet stort enklave-område, der var nogenlunde sammenhængende, omfattede i det væsentlige store strækninger omkring Bredeå, nemlig Lø Herred med Trøjborg samt Møgeltønder og Ballum Birk, men det eneste ublandede område her var det 5.297 td. land store Ballum Sogn med 1.501 indbyggere. Hertil kom der så mange spredte små områder, der ofte kun omfattede enkelte gårde eller endog måske ubeboede parceller, og som især var beliggende i den midterste del af hertugdømmet og i de østligere egne.
Her skal kun nævnes ganske enkelte eksempler på de indviklede forhold, der ofte herskede i det blandede distrikt. I Randerup Sogn udgjordes den slesvigske del således af 2 gårde med 16 indbyggere i byen Randerup, mens der i den øvrige del af sognet, den kongerigske, var 12 gårde og huse med i alt 234 indbyggere. I Visby Sogn var 39 gårde og 81 huse med i alt 730 indbyggere beliggende i den kongerigske del, mens den slesvigske del kun omfattede 2 huse med 13 indbyggere i Gærup By. Også for de østligere egne kan noget lignende anføres; i Rødding Sogn var der 1.157 indbyggere i den slesvigske del mod 60 i den kongerigske. Denne kongerigske del bestod af en kro, 3 gårde og 5 huse; ved tællingen i 1855 var den ene gård i den kongerigske del den, på hvilken der var højskole. Hvor indviklede forholdene var, og hvor vanskelige de var at finde rede i, viser måske bedst den omstændighed, at man i første udgave af Traps beskrivelse af kongeriget Danmark bringer enklavernes tal fra folketællingen i 1855 i revideret form; grunden til denne revision var, at nogle af indbyggerne var optalt både under kongeriget og under Slesvig i den oprindelige publikation af folketællingen, samt at nogle kongerigske indbyggere var medtaget som slesvigske.
Der kunne nævnes mange af den slags eksempler, men allerede de ovenfor anførte er tilstrækkelige til at vise, hvor vanskelige og uoverskuelige forholdene var. Den efterfølgende undersøgelse angående enklaverne, og det forsøg, der derigennem gøres på at udrede visse forhold angående deres oprindelse, kommer da også kun til at dreje sig om de større områder, der stort set udgør et samlet hele, altså i væsentlig grad om enklaverne på øerne samt i de vestlige egne af Sønderjylland.
Efter de i Traps beskrivelse af Danmark givne (2. bind 1859), reviderede tal fra folketællingen 1855 omfattede den kongerigske del af det blandede distrikt i dette år et areal på 96.114 td. land eller 530,55 km² med i alt 15.616 indbyggere. Af dette samlede område udgjorde øerne i alt 110,45 km² med 3.917 indbyggere.
[redigér | rediger kildetekst]
Ved en undersøgelse angående trafikken på vestkysten kom jeg, som naturligt er, gang på gang til at beskæftige mig med de kongerigske enklaver, og fik derved lyst til at se lidt nærmere på, hvorledes det forholdt sig med disse områder og med deres oprindelse. For at kunne tage stilling til dette spørgsmål er det imidlertid nødvendigt at give et kort rids af de omhandlede egnes historiske udvikling. Ganske vist møder en sådan udredning visse vanskeligheder; udviklingen har været så rig på forandringer, at det kan være vanskeligt at få de rene og klare linjer frem. Enkelte afhandlinger beskæftiger sig dog med enklaverne som helhed; dette er f. eks. tilfældet med de i litteraturfortegnelsen anførte arbejder af M. H. Nielsen, K. J. Clement og Mackeprang.
En af grundene til den afvekslende udvikling ligger allerede i selve landsdelens beliggenhed. Det forholdsvis smalle landområde, der forbinder Danmark med Tyskland, og som betegner grænsedistriktet for forskellige folkeslag, har altid været udsat for omskiftelser. Her har været en stadig svingning i folkegrænsen mellem tyskere, frisere og danskere, og disse svingninger har på mange måder sat deres præg på egnene.
I enklaverne ved vestkysten er det for en del gamle friser-egne, det drejer sig om, og for disse enklavers oprindelse har den omstændighed, at friserne blev draget ind i den kamp, som i århundreder har bestået mellem danskere og tyskere om herredømmet over Slesvig, været af afgørende betydning. Områdernes tidligste historie er endnu for en stor del ukendt; de samlede friserstammer har sikkert oprindelig dannet en politisk enhed, men efterhånden har de danske konger vundet mere og mere indpas.
Den ældste af de gamle kongerigske enklaver er sandsynligvis Ribe By, der fra gammel tid havde udgjort en enklave i hertugdømmet; i det mindste regnedes den ikke til Sønderjylland efter Valdemarstiden. Fra denne by udgik også for en del foranledningen til nogle af de andre enklavers opståen; således synes allerede i 1292 halvøen List sammen med Mandø at være blevet inddraget direkte under kronen, idet Erik Menved i det nævnte år tilstod Ribeborgerne 'fri besiddelse af deres forstrand List, Mandø og alle kyster, som ligger mellem førnævnte steder og Ribe' . Dette tilsagn fornyedes flere gange, således af Christian 1. i 1455.
Ved fremkomsten af de øvrige enklaver spiller den i det 14. årh. efterhånden meget mægtige slægt Limbek en ikke ringe rolle. Den første af denne slægt, der fik betydning i Slesvig, var Klavs Limbek, en holstensk adelsmand, der i de urolige år i begyndelsen af det 14. aåh. var indvandret fra Holsten sammen med grev Gert. Som så mange andre af de indvandrede holstenske adelsmænd forstod Klavs Limbek at skaffe sig godser mange steder; ved sit giftermål fik han Tørning Slot vest for Haderslev, og desuden havde han fået Kalø Slot i pant. Ved siden heraf skaffede han sig indflydelse på de Frisiske Øer. Fra begyndelsen af det 12. årh. havde disse øer, i det mindste Sild, betalt en årlig afgift til den danske krone, men havde ellers haft deres uindskrænkede politiske frihed.
Det er ved fredsslutningen mellem Christoffer 2. og grev Gert i 1332, at slægten Limbek pludseligt dukker op i Sønderjylland og på de Frisiske Øer. I 1343 indløser Valdemar Atterdag de frisiske herreder, der ikke hørte til hertugdømmet, men stod direkte under kronen; da de blandt andet nægtede at betale skat, kom han i strid med dem og foretog i 1344 et tog mod dem. Sandsynligvis har Valdemar Atterdag pantsat Klavs Limbek øerne Mandø, Rømø, Sild, Føhr og Amrum, hvoraf en del blev ved familien og derigennem kom til at stå under kongeriget. Klavs Limbek anlagde borge blandt friserne, og vi finder en borglevning på Sild og tre på Føhr, der bærer hans navn, ligesom måske også en borgrest på Amrum skyldes ham.
Klavs Limbek blev som nævnt en meget mægtig mand, der snart var med og snart mod kongen. 1343 blev han høvedsmand på Sjælland og 1344 drost, en stilling, som han genvandt flere gange, således i 1365 og 1366. Han var i besiddelse af en mængde godser rundt om i landet; Kalø, der i en tid havde været ude af hans besiddelse, fik han igen tilbage som len af Danmark, og desuden havde han Tørning, Møgeltønder, Gram og Hverringe på Hindsholm. På denne sidstnævnte gård var han den første ejer, der kendes, men der vides intet om, hvorledes han er kommet i besiddelse af gården. Møgeltønder, som tilhørte bispestolen i Ribe, havde hertug Valdemar i 1361 været nødt til at opgive sin hertugelige ret til, hvilket var begyndelsen til, at områderne her senere blev under den danske krone. Klavs Limbek var desuden en tid befalingsmand på Riberhus Slot, og 1362 blev han af den danske konge forlenet med Vesterland-Føhr. Den politiske adskillelse mellem den vestlige og østlige del af Føhr, og den vestlige dels forbindelse med Ribe, stammer efter Michelsen fra 1360, da ridderen Valdemar Zappy's bror, Erik Rind, var indehaver af borgen ved Borgsum på Føhr. Klavs Limbek døde c. 1372.
Også andre af slægten Limbek havde på denne tid fået indpas i Sønderjylland. Dette hertugdømme havde hertug Valdemar måttet pantsætte til holstenerne, og selvom det efterhånden lykkedes ham at generhverve en del af hans eget hertugdømme, var han dog i sådanne vanskeligheder, at han atter var nødt til at pantsætte adskilligt; således fik Johan Limbek i 1344 overdraget Lundtoft Herred syd for Åbenrå, og i 1348 fik han Rømø tillige med Visby Sogn og Sølsted i pant. Denne Johan Limbek var desuden herre på Trøjborg.
Klavs Limbek havde i sine sidste år været modstander af Valdemar Atterdag, og var en af de førende i et oprør, som jyske adelsmænd i 1368 gjorde mod kongen. Hans søn, Henneke Limbek, var ved faderens død ligeledes imod kongen. Han ejede det vigtige Tørning Slot, som kongen forgæves søgte at indtage i 1372, mens Gram Slot længere mod vest faldt for kongens angreb. For øvrigt har dette sidste angreb sin særlige interesse derved, at det måske var her, krudtet for første gang anvendtes i krige i Norden. Gram Slot har altså været en ret stærk fæstning.
Nogen tid efter Valdemar Atterdags død sluttede Henneke Limbek sig til dronning Margrethe 1., hvilket kostede ham Tønder Slot, som han havde haft fra de holstenske grever. Ganske vist havde Valdemar Atterdag i sit sidste leveår skaffet dette slot ind under den danske krone, som også besad det i dronning Margrethe 1.'s første år (1375-1378), hvorefter de holstenske grever atter havde udbredt deres magt og fået Tønder tilbage. Efterhånden forøgede Henneke Limbek sit sønderjyske gods stærkt. Han var herre til Tørning, Møgeltønder, Gram og Trøjborg samt Skinkelborg ved Sønder Stenderup og Tvedsgård i Dalby Sogn, begge sydøst for Kolding. Skinkelborg havde han, sammen med Klavs Limbek, købt af slægten Skinkel. Desuden blev han i 1378 befalingsmand på Riberhus, og var senere det samme på Varde Slot.
Henneke Limbek faldt på et tog til Ditmarsken i 1404. Hans søn Klavs Limbek blev en af landets rigeste mænd, som i pantebesiddelse sad inde med et område, der nåede fra Haderslev op til Skodborgå, og som strakte sig helt over til vestkysten og ned til Sild og Føhr. Desuden havde han gården Børløs øst for Haderslev og Skinkelborg, samt Møgeltønder og Trøjborg med Lø Herred, ligesom han også havde Sallinge Herred i det sydlige Fyn i pant. Klavs Limbek var den sidste stormand af den bekendte slægt, og fra ham var det, at dronning Margrethe 1. erhvervede sig de områder, der senere skulle gå over til at blive de kongerigske enklaver. Klavs Limbek blev nemlig under en fejde med den hertugelige drost Erik Krummedige taget til fange og måtte sælge betydelige dele af sit gods for at skaffe løsepenge. Dronning Margrethe 1. var i disse år netop ved at skaffe sig forøget indflydelse i Sønderjylland. Grev Gerhard, der i 1386 var blevet anerkendt som hertug af Sønderjylland, var i 1404 faldet under et tog til Ditmarsken, og enkehertuginden, hvis stilling overfor den mægtige adel var meget vanskelig, og som desuden var i stadig pengeforlegenhed, søgte nu støtte hos dronning Margrethe 1.. Denne benyttede den indflydelse, hun derved fik, til at få store områder af landet under sig, og disse områder gav hun så atter som len eller pant til kirken eller til adelsmænd, som hun derved knyttede nærmere til sig. I 1407 købte hun af Klavs Limbek Trøjborg Slot med Lø Herred og overlod det til bispestolen i Ribe sammen med Vesterland-Føhr, Amrum, List, syd Rømø og Mandø. Muligvis er det først fra dette tidspunkt, at adskillelsen mellem den nordlige og sydlige del af Rømø stammer, således at Klavs Limbek har haft hele øen, men kun solgte dronningen den sydlige del. Moritz slutter dette af forskellige omstændigheder; i overdragelsen af Rømø til John Limbek i 1348 anvendes udtrykket 'terra Riim' , hvilket sikkert skal forstås som hele øen, men i 1468 gav Christian 1. Ribe Bispestol birkeret over et antal birker deriblandt Møgeltønder, Rømø, Lustrup og Ballum, og da Rømø ofte senere nævnt i samme sammenhæng tages i betydningen syd-Rømø, er delingen altså foregået mellem 1348 og 1468, og derfor måske ved salget i 1407.
Dronning Margrethe 1. lagde som nævnt disse kronens erhvervelser ind under Ribe Bispestol og lagde dem samtidig ind under Viborg Landsting, således at domme på herredsting nu skulle appelleres til Jyllands hovedtingsted i Viborg og ikke som tidligere til hertugdømmets landsting på Urnehoved. Hermed var en række egne, der lå i hertugdømmet, skilt ud fra dette, og grunden lagt til de 'kongerigske enklaver' , der som ovenfor nævnt udgjorde særegne områder lige til 1864. Deres stilling blev en del afvigende fra egnene i hertugdømmet; for blot at nævne et eksempel kan anføres, at mens 'Danske Lov' i 1683 indførtes i enklaverne som i de øvrige dele af kongeriget, så rådede i de slesvigske egne stadigt Valdemar Sejrs 'Jyske Lov' fra 1241. Men også på mange andre måder ytrede enklavernes særstilling sig, blandt andet med hensyn til toldbestemmelserne.
De af dronning Margrethe 1. erhvervede områder forblev under Ribe Bispestol, indtil reformationstiden gjorde ende på bispedømmets magt, hvorefter de inddroges umiddelbart under kronen i 1536. Da den nye lensadel opstod ved enevældens indførelse i 1660, blev det tidligere biskoppelige hovedslot Møgeltønder overladt til den fra svenskekrigene berømte feltherre Hans Schack, og umiddelbart efter hans død i 1676 oprettedes grevskabet Schackenborg. Dette grevskab blev ret betydeligt, idet det omfattede sognene Møgeltønder, Daler, Ballum, en tredjedel af Emmerlev Sogn, den sydlige del af Rømø, samt List, Vesterland-Føhr og Amrum.
De forskellige enklavers historie efter denne tid skal ikke omtales her. Hensigten med den ovenstående historiske oversigt har kun været at opridse forholdene ved deres første oprindelse for derigennem at få et grundlag for en bedømmelse, af hvilke faktorer der kan have spillet med ind ved de kongerigske enklavers dannelse.
[redigér | rediger kildetekst]
Beliggenheden af disse gamle kongerigske områder er på flere måder ret påfaldende. Ved en betragtning af kortet, der viser de større enklavers beliggenhed, vil man for det første lægge mærke til, at de alle grupperer sig om steder, der har haft betydning for handel og trafik på Slesvigs vestkyst. Dette fremtræder på en særlig tydelig måde ved den største af fastlandsenklaverne, der er beliggende omkring Bredeåens nedre løb, samt den sydlige del af Rømø og List; alle disse nævnte enklaver er beliggende omkring eller udfor det store Lister Dyb, et farvand, som fra naturens side er det bedst egnede til sejlads fra det åbne hav ind til kysten, og som også gennem lange tider var den vigtigste indsejling på klaven og Mandø, der er beliggende ved den gamle indsejling til Ribe gennem Juvre Dyb og den senere indsejling gennem Knude denne kyststrækning. Noget lignende er tilfældet med Riber Dyb, samt med Amrum og den vestlige del af Føhr, der ligger ved Smalle Dyb og Fartrap Dyb, de farvande, der repræsenterede de sydlige indsejlinger til kysten.
Trods den spredte beliggenhed viser disse enklaver i det vestlige Slesvig altså i flere henseender meget overensstemmende træk ved deres beliggenhed. Bortset fra denne findes der som regel ikke nogen naturgeografisk grænse for de forskellige områder. Kun for den store enklave i Bredeå-lavningen kan terrænet muligvis til en vis grad have spillet en rolle, idet dette område i det væsentlige omfatter det lave terræn omkring Bredeå samt dalstrøget, hvorigennem Sejersbækken løber. Derimod har det meste af bakkeøen mellem Ballum og Emmerlev ikke været nogen enklave. For de andre områder er grænsen tilsyneladende ganske vilkårlig, så at terrænet ikke kan have været af betydning. Dette gælder både grænsen mellem den nordlige og sydlige del af Rømø, samt afgrænsningen af List og af den vestlige del af Føhr.
Områdernes frugtbarhed kan heller ikke have været det afgørende, idet der nemlig i denne henseende er meget store forskelligheder. Mens således det ublandede Ballum Sogn med et areal på 5.297 td. land ved den nye matrikels indførelse i 1844 ansattes til 541⅞ td. hartkorn, blev den 5.092 td. land store kongerigske del af Rømø ansat til 88½ td. hartkorn og det 3.518 td. land store List-område endog kun til 9½ td. hartkorn. Ikke mindst dette sidstnævnte område viser altså en så ringe frugtbarhed, at det ikke kan have været af den grund, man fra dansk side var så ivrig efter at bevare det for kongeriget. Andre faktorer har utvivlsomt spillet med ind og har været medbestemmende for, at disse egne igennem lange tider kom til at indtage en særstilling indenfor det sønderjyske landområde.
Som det er fremgået af det foregående, stammer de kongerigske enklaver fra områder, der har tilhørt Ribe Bispestol eller slægten Limbek. De landstrækninger, som de omfattede, betyder nu om stunder mindre med hensyn til handel og trafik, men i middelalderen var forholdet et noget andet. Ribe var dengang i sin glansperiode, dens betydning som handelsplads nåede sikkert sil højdepunkt omkring år 1400, og egnene her havde således en ikke ringe betydning både i kommerciel og strategisk henseende; et vidnesbyrd om dette sidste er den omstændighed, at efter Christoffer 2.'s håndfæstning skulle i Nørrejylland kun Riberhus, Koldinghus og Skanderborg bevares som faste borge. Det må da sikkert også anses for givet, at netop den betydning, egnene havde, har været medvirkende til stormændenes interesse for at skaffe sig indflydelse her.
Dette synes i det mindste at fremgå af en betragtning af den måde, på hvilken de forskellige stormænd skaffede sig herredømme over de enkelte egne, således f. eks. Ribe-bisperne. Ribe Stift strakte sig fra Limfjorden til Vidåen, og bispernes indflydelse var stor. Hugo Matthiessen har sikkert ret, når han fremhæver, at 'den konsekvens, hvormed bispestolen hele middelalderen igennem stræbte efter at samle jordegods og faste borge som støttepunkter langs vadesteder og alfarveje i stiftet, står som udtryk for en klar, velovervejet plan om på alle egne, så langt krumstaven rakte, at kunne overvåge og beherske trafikken' . Som sådanne støttepunkter anfører Hugo Matthiessen bl. a. Tarm og Lønborg bispegårde samt Lustrup i Seem Sogn og endelig den gamle bispeborg Møgeltønder. Som yderligere bevis for, at Ribe-bisperne var interesseret i at styrke Ribes handel anføres, at de fra midten af det 12. årh. delte indkomsten af byen med kongen.
Også begrænsningen af Ribe Stift viser det samme. Grænsen mellem dette stift og Slesvig Stift blev fastlagt i begyndelsen af det 11. årh., og Ribe Stift kom derefter til at gå mod sydøst helt ned til Hellevad Sogn nordvest for Åbenrå. Det kom således til at omslutte den gamle 'Riber Vej' , der forbandt Ribe med Slesvig, ganske som Slesvig-bispernes område omsluttede Hærvejen til Skodborg Å. Denne omstændighed gør det, i forbindelse med det, at grænsen mellem de to stifter mærkeligt nok gik på tværs af sysselgrænsen, sandsynligt, at man havde sin ganske bestemte hensigt med det, og at de trafikale hensyn uden tvivl har spillet en stor rolle. Et noget lignende synspunkt fremsætter H. Olrik, når han skriver: 'De danske stæders opsving må have mere end tilfældig tids sammenhæng med bispedømmets ordning. Kongen (Knud den Store) har på én gang virket for sine bisper og sine byer' .
Også andre steder ses det, at bisperne har lagt vægt på al sikre sig vigtige trafikårer, f. eks. i Skåne. Bisperne var ofte interesseret i handel og havde undertiden egne skibe; i en hanse-reces berettes således om sørøvere, 'dat se haddcn nornen ene holck van hundirt lesten dem byschope van Rosschilde' . Holken var en skibstype, som anvendtes i middelalderen, og angivelsen af, at det opbragte skib var på 100 læster eller ca. 200 tons, viser, at det har drejet sig om et fartøj, der efter datidens størrelsesforhold var endog meget betydeligt.
En anden vej, som Ribe-bisperne havde interesse i at beherske eller have nogen kontrol med, var den gamle, betydelige vej, som fra Ribe går mod syd langs geestens rand, og her finder vi da også en af de ældste af Ribe-bispernes borge, nemlig Møgeltønderhus. Ganske vist ligger dette sted ikke i nutiden ved den hovedvej, der fra Ribe fører mod syd over Bredebro og Tønder, og som fører gennem det strøg, hvor også hovedvejen er aftegnet på Videnskabernes Selskabs kort fra 1805. Tidligere var det derimod anderledes, hvilket blandt andet fremgår af kartografen Johannes Mejers kort i Danckwerths 'Newe Landesbeschreibung der zwey Hertzogthümer Schleswich und Holstein' (1652). Efter disse kort gik, som det fremgår af gengivelsen af et kort af Mejer fra 1644, den gamle vej fra Tønder mod Ribe først mod vest over Gallehus og videre til Lindskov Mølle; herfra drejede den mod nord over Østerby Hede, for så over Visby Hede og Åspe at nå vadestedet over Bredeå ved Brede. Man foretrak denne vestlige vej frem for den nu anvendte østligere, da man herved opnåede, at mosedragene ved Sølsted blev undgået. Det har således været denne vej, der har været hovedforbindelsen fra Ribe mod syd i middelalderen, hvilket måske også forklarer tilstedeværelsen af en så vigtig borg som Trøjborg, der netop lå på denne gamle vejstrækning, på hvilken også Møgeltønder var af så stor betydning.
Bestræbelserne for at gavne Ribes handel var også det, der førte med sig, at denne by i 1292 fik retten til Lister Dyb, og at List fra den tid kom til at stå i forbindelse med Ribe. Ved det slesvigske vadehavs kyster var der efterhånden opstået forskellige vigtige handelspladser, således som Tønning og den i 1362 forsvundne handelsby Rungholt, der lå ved den nuværende Hallig Südfall; disse, og i ikke mindre grad Tønder, har sikkert været anset for ubehagelige konkurrenter til Ribe. Særlig efter at Tønder i 1243 havde fået stadsret af hertug Abel, søgte Ribe at sikre sig sin stilling og at få magten over de vigtigste søfartsveje, hvilket altså også for en del lykkedes. For Tønder blev Ribes magt over Lister Dyb af nogen betydning, ikke mindst da der i det 17. årh. oprettedes en strømtold i dette farvand.
Men også de indvandrede stormandsslægter, der søgte at erhverve sig så mange godser som muligt, synes også at have haft deres bestemte hensigt med både den strategiske og den kommercielle betydning af de ejendomme, som de satte sig i besiddelse af. Man må her erindre den særlige tilstand, der på denne tid herskede i landet; dette var givet som pant til de holstenske grever, men disse panteherrer var så igen ofte nødt til at lade de forskellige stormænd, der støttede dem, få deres egne borge og herreder. For alle panteherrerne, både de store og de mindre, gjaldt den bestemmelse, at de med det samme fik fuld rådighed over og brugsret til pantet, hvorfor de alle gjorde sig mest mulig umage for at få så meget som muligt ud af det. Mange af stormændene holdt endog udrustede skibe, hvormed de plyndrede købmændenes fartøjer, eller de fulgte den f. eks. blandt adelsmændene i Nordtyskland almindelige skik og plyndrede de rejsende købmænd. Denne omstændighed må uden tvivl have været medvirkende til, at de veje og de steder, som handelen fortrinsvis passerede, har været særligt betydningsfulde panteområder, som man gerne ønskede at komme i besiddelse af.
Denne opfattelse støttes i høj grad, når man ser på de til de forskellige tider til slægten Limbek hørende områder. Ved en gennemgang af denne slægts historie i Sønderjylland ser man stadigt en bestemt række af navne dukke op; først og fremmest nævnes Limbekkerne som herrer til Tørning i Barvidsyssel, en borg som sammen med Tønder og Gottorp udgjorde Slesvigs vigtigste borge i middelalderen. Og yderligere støder man i denne slægts historie hele tiden på navnene Gram, Møgeltønder, Trøjborg, Lø Herred samt Sild, Føhr og Amrum; hertil kommer så Skinkelborg og Tvedsgård, som Henneke Limbek og senere Klavs Limbek ejede.
Begge disse to sidstnævnte gårde er som tidligere omtalt beliggende sydøst for Kolding. Deres beliggenhed på halvøen ved Stenderup, hvor der fra Stenderup Hage kun er en kort overfart til halvøen Fønsskov på Fyn, kunne tyde på, at disse gårde har haft slægtens interesse på grund af trafikken. Thi at der her har gået en vigtig samfærdselsvej, fremgår tydeligt af den ruteanvisning fra det 14. årh., som Hugo Matthiessen omtaler, og som angiver, at vejen mellem de to vigtige handelspladser Ribe og Skanør går over Kolding, Føns, Odense og Nyborg. I samme retning peger den omstændighed, at Henneke Limbek havde gården Børløs, der lå syd for Haderslev Fjord, ca. 6 km øst for byen; her førte den gamle landevej mod øst til overfartsstedet ved Årøsund. Netop om denne Henneke Limbek berettes det, at han gav sig af med at plyndre de rejsende købmænd. At hensynet til disse overfartssteder har spillet en rolle, fremgår også af forliget mellem hertug Valdemar og de holstenske grever i 1340. Det bestemtes her, at greverne indtil videre skulle beholde halvdelen af Brusk Herred på nordsiden af Kolding Fjord med overfarten til Fyn.
Endnu et vigtigt sted i den nordligste del af Sønderjylland var en tid lang i Limbekkernes besiddelse, nemlig Gram. Oprindelsen til denne borg, der er beliggende ved vejen mellem Ribe og Haderslev, omtrent midt mellem de to byer, har efter Caroline E. Andersens antagelse været, at en af Jyllands småkonger har villet sikre sig dette vigtige knudepunkt i midten af Sønderjylland, således at forbindelsen mellem vest og øst kunne beherskes. Ikke mindst i strategisk henseende var denne borg af meget stor betydning, og for den danske kongemagt var det derfor meget uheldigt, at der, som det undertiden var tilfældet, sad mindre trofaste mænd på de to betydelige borge Gram og Tørning.
Også ved vestkysten havde familien Limbek forstået at sætte sig fast på steder, som havde særlig betydning. Her kan blot nævnes Trøjborg og Møgeltønder, samt den indflydelse slægten fik på de Frisiske Øer, foruden dette, at flere af familien til tider sad som lensmænd på Riberhus. Limbekkerne viser her en ikke ringe interesse for handelen; de havde selv handelsskibe, hvormed de drev international fragtfart, men ved siden heraf drev flere af dem sørøveri. Dette var således tilfældet med Klavs Limbek, som Th. Becker betegner som en stor sørøver, der plyndrede skibene i Nordsøen. Becker mener, at den Klavs Limbek, der her er tale om, ikke er drosten under Valdemar Atterdag, men derimod hans sønnesøn. Også om Henneke Limbek hedder det sig, at han, mens han var lensmand på Riberhus, drev sørøveri mod Hansestæderne. Givet er det i det mindste, at de hamborgske søfarende betragtede de forskellige borge, der byggedes på Sild, Amrum og Føhr, som sande røverreder. Limbekkerne har tilsyneladende forstået at udnytte den handelsmæssige betydning, deres gårde havde, ved siden af de rent politiske.
Slægten Limbeks optræden i Sønderjylland i det 14. årh. falder i en tid, der var rig på begivenheder. Årsagen til deres tilsynekomst ligger som nævnt i de forvirrede politiske forhold i landet, som gjorde det lettere for de indvandrede stormænd at sætte sig fast i landsdelen. Men også andre faktorer har kunnet virke medbestemmende ind på den politik, de førte. Netop det 14. årh. var som nævnt den tid, der betegner Ribes storhed. Byens handel har på den tid været ved at nå sin maksimale højde, handelen på vestkysten har været betydelig, og hele kysten har været præget af dette liv. Langvejs fra er trafikken gået mod havnen ved Ribe, hvor fra den så igen har fortsat sig tværs over halvøen ad forskellige veje og derfra videre over Fyn og Sjælland til den anden betydelige handelsplads på denne tid, Skanør.
Det er desuden påfaldende, at for hele vestkysten og de udenfor denne liggende øer falder denne tid, der mere end nogen anden er præget af politisk forvirring, sammen med et tidsafsnit, hvor en række stormfloder i meget høj grad sætter præg på egnene her, som i øvrigt den gang var underkastet en sænkning, efter hvad der er konstateret ved Misthusum. Stormfloderne forårsagede gennemgribende ændringer i de naturgeografiske forhold, så vidt som det er muligt at slutte af de forhåndenværende kilder. Dette område, som uden tvivl tidligere har dannet et nogenlunde sammenhængende hele, splittedes nu. Forbindelsen mellem de forskellige herreder og øer blev mere løs, hvilket atter bevirkede, at Friserlandets indre kraft svækkedes. Der opstod uenighed mellem herrederne, og dette var, i forbindelse med den omstændighed, at områderne savnede en fast, målbevidst ledelse, medvirkende til, at f. eks. øernes gamle uafhængighed og frihed gik tabt. Og samtidig med dette forringedes de frisiske områders evne til at kunne udrede den afgift, som de var pligtige til Danmark, hvad yderlig bevirkede, at man undertiden måtte gribe til forholdsmidler mod …
Samtidig med denne ødelæggelse af landområder i de frisiske egne kom ganske naturligt også betydelige forandringer i de derværende farvande. Vore oplysninger om stormflodernes indflydelse på sejlrenderne og landomridset i det 14. årh. er dog behæftet med meget stor usikkerhed. Krønikernes opgivelser er ofte upålidelige og måske endog indbyrdes selvmodsigende på mange punkter, og noget anvendeligt kortmateriale, der kan belyse de eventuelle forandringer, findes ikke. Men meget tyder på, at der er sket store forandringer, og at navnlig farvandene mellem Sild og Føhr og fastlandet har undergået en ikke ringe udvidelse. Således skriver en frisisk præst ca. 1624 om en stormflod, der i 1338 hærgede egnen mellem Sild og Eiderstedt: 'Dieses Jahr ist aber die Westsee sehr streng ein und ausgelaufen, dass das Wasser nicht allein Strand, sondern alle umliegende Eylande durch grosse weite und tiefe Reviere von einander gerissen und unterschieden'.
Muligvis skal denne beskrivelse forstås således, at de forskellige øer skiltes fra hinanden ved den omtalte stormflod, hvad der dog på den anden side ikke kan være helt sikkert; fra 1141 foreligger der nemlig et dokument, hvorved kong Erik skænker klostret i Odense 30 mark årligt af ydelserne fra øen Sild, hvilket altså synes at bevise, at der dengang har været adskillelse mellem Sild og de østligere øer. Andre meddelelser går ud på, at Føhr og Sild omkring 1200 kun var adskilt ved et ganske smalt løb; desuden viser fortegnelsen af øer i kong Valdemars Jordebog for 1231, at Nordfrisland på denne tid ikke har været et sammenhængende marskland.
Woebcken anser det imidlertid for givet, at der omkring år 1000 var forbindelse mellem Amrum og Føhr og derfra videre til fastlandet, og i samme retning peger også tilstedeværelsen af den 'Riperstig' , som efter C. P. Hansen gik fra Eiderstedt over Føhr og Amrum til nordenden af Sild, hvorfra man fortsatte pr. skib til Ribe.
Meget tyder således på, at udformningen af farvandene omkring Sild, Amrum og Føhr først er påbegyndt rigtigt i det 13. årh. Man må antage, at området før den tid kun har været gennemskåret af en art loer, således som man stadigt finder dem i vaderne, mens de fleste af de brede havarme, som forekommer der nu, ikke eksisterede dengang. Den store forandring, der har fundet sted, med ødelæggelse af udstrakte landområder og store dele af de høje vader, må dog ikke ses som en enkelt stormflods værk, selv om visse af disse for eftertiden er kommet til at stå som den eneste årsag til forandringen.
Søfarten har nu efterhånden begyndt at finde vej gennem de uddybede løb. Det er således den tids geografiske forandringer, der er grundlaget for opkomsten af Husum. Måske sejladsen ad de nydannede farvande øst for Sild ikke har betydet ret meget, men at den har eksisteret noget senere, viser blandt andet et brev fra Christian 4. til Corfitz Ulfeldt (1643), hvori denne får befaling til at lade et af flådens skibe 'gå henad Ammerup (Amrum) och sammestedtz ware på, at ingen løbber der ygennem och intet fortolder'.
Egnene har i det mindste ved forandringerne fået en forøget betydning og større interesse, hvad der også til dels forklarer de anstrengelser, som f. eks. slægten Limbek gør for at erhverve sig magt der.
Den interesse, som således kom til at knytte sig til disse områder, giver sig også udslag ved fredsslutningen i 1435. Ved denne fred i Vordingborg måtte Erik af Pommern overlade grev Adolf 8. Hertugdømmet Slesvig og de frisiske udlande, men beholdt Vesterland-Føhr og Amrum samt List. Danskerne lagde vægt på at beholde disse enklaver; farvandene her var værdifulde for dem og ikke mindst gjaldt det for dem at bevare den vigtige indsejling Lister Dyb med den indenfor dette værende Rhed (Lister Havn), samt Smalle Dyb ved Amrum og Føhr; begge steder var udmærket egnet som pladser for krigsskibe, hvad de også senere, f. eks. under Christian 4., anvendtes til.
De i det vestlige Slesvig beliggende enklavers betydning holdt sig, så længe handelen på Ribe var i sin blomstringsperiode; særligt gjaldt dette selvfølgeligt enklaverne omkring Lister Dyb. Dette løbs betydning regnedes for så stor, at Karl 10. Gustav af Sverige i 1658 endog mente at kunne tilkøbe sig Englands forbundsskab mod Danmark ved at tilbyde Cromwell Lister Dyb med omliggende øer. Nævnes må i denne forbindelse også Christian 4.'s planer om at anlægge en handelsby ved denne indsejling.
I årene 1642 til 1643 var der etableret en strømtold, som senere genoprettedes i 1681. Det forordnedes dengang, at alle skibe, som passerede farvandet mellem Sild og Wieding Herred, skulle fortolde ved det nyoprettede toldsted. Ligeledes bestemtes det, at fartøjer, der gik gennem Smalle Dyb eller gennem Fartrap Dyb skulle søge ned til tolderens befuldmægtigede på Amrum.
Tønder besværede sig over denne told, som også blev genstand for underhandlinger mellem kongen af Danmark og hertugen af Gottorp. Fra kongerigets side stillede man sig meget afvisende, til dels på en noget overlegen måde; man begrundede dette ved følgende udtalelse: 'Der Lyster-Strom oder Tief hat auff beyden Seiten seinen kundbaren Lauff zwischen I. Kön. Maytt. understreitigen, zur Krön Dennemarken gehörigen Landen, gehört also unter Deroselben Souveraine Hoheit, und ist dahero ein wunderbarlicher Einfall, in einem frembden Gebiete und auff frembden Fahrwassern wegen Zollhebens Ziel oder Masse setzen zu wollen. Ob die vormalige Gottorfische Unterthanen sich der Fahrt auff besagtem Strom gebraucht oder nicht, thut wenig zur Sache. Dan es in ihrem Gefallen gestanden, davon weg zu bleiben'. Der fremhæves således her netop dette, at områderne omkring Lister Dyb tilhører den danske konge, hvorfor farvandet er helt dansk.
I 1648 sender Tønder en anmodning til kongen om at forbedre byens stilling, og blandt de forslag, man fra Tønders side fremkom med, var også et, der gik ud på en ophævelse af Lister-tolden. Dette opnåedes dog først ved freden i Traventhal den 18. august 1700, idet det i artikel 9 i fredsbestemmelserne bestemtes, at der ikke skulle være told på varer, der ad søvejen førtes til eller fra Tønder Amt.
Men med Ribes nedgang og med den forskydning, som handelsvejene undergik, svandt også enklavernes betydning, og deres stilling blev efterhånden endog ret vanskelig. Tidligere havde deres forbindelse med kongeriget bragt dem forskellige fordele, som f. eks. da de under Frederik 2. (i 1582) blev fritaget for at skulle svare Øresundstolden, noget som bevirkede, at skibsfarten fra Rømø voksede i ikke ringe grad. Men da Christian 4. i 1611 ophævede denne bestemmelse, standsede farten med Rømø skibene omtrent fuldstændigt.
Senere bevirkede den omstændighed, at enklaverne var under de kongerigske toldbestemmelser, at de var dårligere stillet end de egne af hertugdømmerne, der omgav dem, noget der i særlig grad fik betydning for Ribe. Men nogen værdi for handel og trafik havde ikke; det er først, da de trafikale forhold er ved at ændre sig i midten af det 19. årh., ved at indførelsen af dampkraften i skibsfarten og landtrafikken på ny bevirkede en forskydning af handelsvejenes forløb og fremkalder ønsket om en storhavn ved vestkysten, at visse af enklaverne på ny får interesse. Angående den udvikling, der foregik i disse egne i midten af det 19. årh., skal her kun henvises til mit arbejde om skibsfarten i det danske vadehav, dog må det tilføjes, at der ved afslutningen af Treårskrigen i 1850 var tale om at drage en grænse over Højer og List. Disse to steder samt Flensborg skulle så være frihavne. I den følgende tid indtager netop egnene i enklaverne omkring Lister Dyb en fremskudt stilling i diskussionen om anlægget af en vestkysthavn, men afståelsen af hertugdømmet i 1864 ændrede situationen fuldstændigt.
Enklaverne havde været af en vis betydning for Ribe, og tilfældet førte med sig, at man ved afståelsen af disse kongerigske områder kom til at beskæftige sig med den gamle handelsbys opland. Det område, som Danmark fik som erstatning for de afståede enklaver, kom foruden Ærø og de 8 sogne til at omfatte nogle egne ved Ribe, som for en stor del var enklaver i forvejen, nemlig Vester Vedsted, Seem, Farup og Hjortlund sogne, samt den del af Vilslev Sogn, der lå syd for Kongeåen; hertil kom så det meste af Kalvslund Sogn og et lille stykke af Fole Sogn. Efter det oprindelige udkast til den nye grænse skulle denne gå langs Kongeåen til Hjortlund Sogn og derfra videre mod syd til Obbekær øst for Ribe; herved ville Ribe, der allerede ved fredstraktaten havde mistet to tredjedele af sit opland, yderligere være afskåret fra en del af sit opland nord for Kongeåen, da dens hovedforbindelsesvej mod øst, vejen til Kolding, ville blive overskåret af den nye grænse. Det lykkedes, mod en lille afståelse i Taps Sogn, at få grænsen flyttet, således at den kom til at gå lige øst for Villebøl Bro; Ribe beholdt derved den vigtige vejforbindelse.
Imidlertid kom dette ikke til at få megen betydning for byen, da gennemførelsen af jernbanen til Esbjerg i 1874 medførte, at næsten hele det opland, som Ribe havde haft nord for Kongeåen, gik over til de nye stationsbyer ved denne bane.
Noter[redigér | rediger kildetekst]
- De gamle kongerigske enklavers oprindelse, af N. H. Jacobsen. [1]
- Enklaverne i Sønderjylland, af Uwe Brodersen. [2]