Thekla 1893 Nordatlanten: Forskelle mellem versioner

Spring til navigation Spring til søgning
(Oprettede siden med "=== 22. dec. 1892 - 7. jan. 1893 Thekla === {{sk | før=Erius Gera | navn=Thekla | hjem=Tønsberg | værft=Saint John, NB | år=1876-1893 |...")
 
mNo edit summary
Linje 4: Linje 4:
| navn=Thekla
| navn=Thekla
| hjem=[[Tønsberg]]
| hjem=[[Tønsberg]]
| værft=[[Saint John, New Brunswick|Saint John]], NB
| værft=[[Saint John]] ([[New Brunswick|NB]])
| år=1876-1893
| år=1876-1893
| b=1550 | m=3
| b=1550 | m=3

Versionen fra 16. dec. 2022, 23:15

22. dec. 1892 - 7. jan. 1893 Thekla[redigér | rediger kildetekst]

Den britiske fuldrigger Erius Gera solgtes 1891 til Tønsberg og ombyggedes til bark.

Skibet afsejlede 1. december 1892 fra Philadelphia lastet med petroleum bestemt for Frankrig, men sprang efter storm i Nordatlanten læk 20. december og 22. december blæste sejlene bort og de vinddrevne pumper ødelagdes.

Masterne kappedes og skibet ramtes af en brodsø, der borttog rattet og 2 mand, hvorpå de 2 skibsbåde sattes i vandet, men den første kæntrede og blev borte.

I den 2. båd hoppede først 4 mand og derpå 4-5 og desuden forsøgte 3-4 at nå ud til den, men nåede aldrig så langt og druknede. Båden så man aldrig mere til den og de ombordværende omkom utvivlsomt.

Tilbage på skibet, som flød på ladningen med dækket mere eller mindre under vand, var endnu 5 matroser, heraf 3 norske, 1 svensk og en hollandsk, hvis proviant slap op efter 3 dage. Af drikkevand måtte de nøjes med opsamlet regnvand og hvad de kunne slikke på masten omkring mærset, hvortil de var kravlet op.

Den ene af de norske bukkede hurtigt under ved at falde ned gennem den ødelagte storluge til petroleumstønderne, hvor han blev borte.

Efter 11 dage begyndte de 4 overlevende at snakke om at den ene måtte dø og 2 dage senere den 4. januar gjorde de alvor af en lodtrækning, der 2 gange faldt ud mod den hollandske matros Fritz, som de 3 andre blev enige om at dræbe på dækket.

Den 7. januar om morgenen kom redningen endelig i form af skonnertbarken Herman af Skælskør, som udsatte en båd og bjærgede de 3 udmarvede overlevende. De befandt sig da ca. 3 dagsrejser fra Azorerne.

Ankommet til Cuxhaven 1. februar sattes de 3 kannibaler i arrest og slap ud et par måneder senere, da søretten fandt, at de i den på gerningstidspunktet yderliggående hungertilstand ikke havde været sindssyge, og de sandsynligvis inden for kort tid ville være omkomne. Drabet havde formentlig været undgået, hvis matroserne havde haft adgang til ferskvand til at slukke deres ulidelige tørst.