Pele Jørgensen-drabet i Ilulissat 1964
Oluf Olsvig idømt tidsubestemt ophold på statshospital for skuddrab af kollega på fisketur ved Jakobshavn.
| ⚖️ 💉 |
Oluf Olsvig fra Jakobshavn havde adskillige bøder bag sig og 2 års tvangsforflytning til Julianehåb, hvorfra han efter god opførsel i maj 1964 hjemsendtes 1 år før tid, som 24-årig.
Under en fisketur efter lodde (ammassat) 2. juli 1964 kom han i beruselse op at skændes med sin barndomsven og fiskerkollega Pele Jørgensen og skuddræbte ham med et riffelskud.
Olufs far var også med og fik revet riflen fra ham og kastet den i vandet, men måtte bringe sig i sikkerhed, da Oluf fik fat i en anden riffel og umiddelbart efter forsøgte selvmord ved at skyde sig gennem hovedet. Forsøget mislykkedes og han blev bragt på sygehuset i Jakobshavn og overførtes til Rigshospitalet.
Efter langt hospitalsophold i Danmark sendtes han tilbage til Grønland, hvor kredsretten idømte ham 6 års forvaring i Godthåb, der af landsretten ændredes til tidsubestemt ophold på statshospital i Danmark.
- Drab og selvmordsforsøg - Atuagagdliutit 16. juli 1964
- Drabsmanden Olsvig indlægges i Danmark - Atuagagdliutit 28. okt. 1965