Fortuna 1844 Vestlige Tyske Bugt
19. aug. 1844 Fortuna
| Fortuna af Kragerø |
| 1844 (0) |
| 100 læst 2 m. |
| Sundtold |
| Skibsvrag |
| 54°36'N 4°29'Ø |
| ♥ 5+5 |
Den ny norske brig Fortuna med skipper Abraham Jansen afsejlede 28. juli 1844 fra Narva i det østligste Estland lastet med 911 fyrrebjælker mm. bestemt for Amsterdam og betalte 9. august sundtold, men under en svær storm i den vestlige Tyske Bugt 19. august knækkede bovsprydet, begge master gik overbord, roret knækkede og pumperne blev ubrugelige.
Ca. 30 mil fra Texel opdagedes skibets ynkelige forfatning af det amerikanske skib Hudson fra Manine, hvis styrmand med 3 mand i et rasende vejr og med stor fare reddede 5 ud af Fortunas 10 mand i storbåden, deriblandt skipperen og styrmanden. De plejedes nøje på det amerikanske skib, men pga. mangel på vand overførtes de 22. august til sluppen Trende Brødre af Rudkøbing, som 28. august landsatte dem på Hirsholmene ved Frederikshavn.
De øvrige 5 af besætningen blev i mørket efterladt på vraget, hvorfra de af Newcastle-skibet Berttess reddedes og indbragtes til Glückstadt. De sendtes til Hamborg, hvor de af konsulen fik hjælp til hjemrejsen til Norge.