Drabene på skonnerten Johannes i Bornholmsgat 1887
| Johannes af Haynasch |
| ✝ 6 ♥ 1+1 |
| Kriminalsager |
| ⚖️ 10 år |
Mens den livlandske skonnert Johannes af Ainaži/Haynasch lå i Riga for at laste træ til Grangemouth i 1887 begik den 20-årige ungmand Jan Umb tyveri af noget tovværk, som han forærede til en bekendt og blev derfor behandlet ilde af den øvrige besætning. I fortvivlelse sprang han derfor 15. oktober overbord i rum sø, men blev fisket op igen.
Da skibet natten mellem 17. og 18. oktober befandt sig i rum sø nær Sandhammaren, dvs. i Bornholmsgat gik manden imidlertid amok efter at han som rorsmand var blevet irettesat og slået af skipperen, der mente han ikke styrede rigtigt.
En anden mand sattes til at styre og forude på skibet fandt den irettesatte et stykke træ og slog skipperen oven i hovedet, så denne faldt om uden en lyd. Derpå fortsatte manden sin bersærkergang ved at slå udkigsmanden med knyttet næve i baghovedet og kaste ham overbord. Rorsmanden slog han ned med knippel.
Så fulgte en kamp i styrmandens kahyt, hvor denne i nogen tid lå besvimet.
Et par matroser, som kom på dækket blev også slået ned med knippelen og hen på morgenstunden også kokken.
Det lykkedes imidlertid styrmand Nuck at overmande overfaldsmanden, der forinden havde kastet alle 6 andre overbord og stjålet værdier fra skipperen.
Ved at sætte nødflag tilkaldte styrmanden ved middagstid DFDS-damperen Morsø på vej fra Riga til København, som satte en båd ud og opdagede den aparte situation, med ungmanden bundet på hænder og fødder til vanterne og blødende af et sår i hovedet.
Skonnerten toges med på slæb til København, hvor de 2 overlevende førtes i land ved Larsens Plads og behandledes på Frederiks Hospital. Da forbrydelserne var sket på et udenlandsk skib i rum sø blev Jan Umb senere ført ombord på et skib, der skulle bringe ham til retsforfølgelse i Riga, hvor han vistnok slap med 10 års tugthusstraf.
Skonnerten Johannes af Riga strandede natten til 1. november 1889 på Læsø Kobbergrund, men kom flot.
Den bornholmske forfatter Martin Andersen Nexø, som under morddramaet var 18 år, udgav 1923 en beskrivelse i symbolistisk form, hvor han ukorrekt henlagde landgangen til Bornholm, selvom Jan Umb aldrig havde været der.
- Drama paa Søen - Berlingske Tidende 19. okt. 1887
- En rædselsfuld Begivenhed ... - Nationaltidende 19. okt. 1887
- Seks Mand myrdet paa en russisk Skonnert . Social-Demokraten 20. okt. 1887
- Massemordet om Bord i den russiske Skonnert - Dags-Telegrafen 21. okt. 1887
- Morderen fra den russiske Skonnert - Social-Demokraten 21. okt. 1887
- Dramaet paa Søen - Horsens Avis 21. okt. 1887
Nyere avis
- Strandet Skonnert - Aarhus Stiftstidende 4. nov. 1889
- Et Skib med en Fortid - Randers Amtsavis 4. nov. 1889
- Martin Andersen Nexø og Jan Umb - Bornholms Avis 31. aug. 1923