Zeppelin L 59 Otrantostrædet 7. april 1918

Spring til navigation Spring til søgning
L 58     ←     Luftskib L 59 (LZ 104)     →     L 60
'Afrika-luftskibet'
Type Zeppelin W-klasse
Producent Luftschiffbau Zeppelin i Staaken
Ejer Reichsmarineamt (Kaiserliche Marine)
1. flyvning (10. okt.) 30. oktober 1917
Lufthavn Jambol (Bulgarien)
Flyvninger 21.-25. november 1917 Afrika-fart
3./4. marts 1918 Syditalien (aflyst)
10./11. marts 1918 Napoli (Italien)
20.-22. marts 1918 Port Said (Egypten)
7. april 1918 Malta (ikke fuldført)
Hændelser 16. nov. 1917 ramt af artilleri ved Akhisar
21. dec. 1917 ombygning i Friedrichshafen
11. marts 1918 benzinudslip
Skæbne 7.apr.18 eksploderet over Otrantostrædet
Periode 3. november 1917 - 7. april 1918
Tur 2 - 18
Kommand. Ludwig Bockholt
1. officer Heinrich Maas
Styrmand Emil Wald
Maskinme. Hans Marholz
Højderor Albert Nolk
Karl Savoye
Ror Adolf Fuchs
Bernhard Wiesemann
Maskinist Peter Bröcker
Friedrich Engelke [1]
Bruno Heimann
Kurt Hocke
Ferdinand Holland
Heinrich Pabst
Gustav Proll
Albert Rieck
Berthold Schilling
Max Schmieder
Karl Schmitz [2]
Telegrafist Heinrich Bott
Wilhelm Müller
Sejlmager Richard Schulz
Gæst Hugo Eckener (til Jambol)
Emil Grußendorf (faldskærmsudspringer)
Læge Maximilian Zupitza (Afrika-farten)
Afrikaluftskibet L 59

Marineluftskib L 59 (LZ 104), kaldet Afrika-luftskibet, blev bygget på Luftschiffbau Zeppelin i Staaken og stod næsten færdigt i oktober 1917 da der besluttedes at ombyggede det til erstatnings-luftskib for det forulykkede luftskib L 57, som skulle have været til Tysk Østafrika. L 59 satte en bemærkelsesværdig langdistancerekord på Afrika-turen, men eksploderede på et senere togt pludselig under uopklarede omstændigheder og vraget forsvandt sporløst i dybet af Otrantostrædet.

Hemmelig Afrika-mission[redigér | rediger kildetekst]

Baggrunden for byggeriet af de 2 ekstra lange luftskibe L 57 og L 59 i Zeppelin W-klassen, som adskilte sig fra V-klassen med en ekstra længde på 30 meter og dermed større bæreevne, var at en beskyttelsestrop bestående af 278 tyskere og 1.600 askariere ledet af Paul von Lettow-Vorbeck i kolonien Tysk Østafrika (Tanzania) var trængt af engelsk-støttede oprørere. [3]

Under navnet 'Unternehmen China Sache' iværksattes derfor en strengt hemmelig hjælpeaktion, der gik ud på at udruste et stort luftskib med forsyninger til Lettow-Vorbeck, hvor det var meningen at luftskibet efter ankomsten skulle demonteres og materialerne genbruges på nyttig vis. Centralmagternes sydligst beliggende luftskibshavn Jambol i Bulgarien var udset til at være udgangspunkt for den farefulde mission. [4]

Som kommandant udvalgtes kaptajnløjtnant Ludwig Bockholt fra luftskib L 54 i Tønder, som medbragte sin faste 1. officer Heinrich Maas og andre tidligere besætningsmedlemmer fra L 23, der fra januar 1917 havde haft base i Tønder. Besætningen på L 23 var imidlertid skiftet ud og de omkom alle på ulykkelig vis 21. august 1917, da luftskibet blev skudt ned ud for den jyske vestkyst, vistnok dagen efter Bockholt ankom til Tønder med sit nybyggede luftskib L 54.

Det mislykkede første Afrika-luftskib L 57[redigér | rediger kildetekst]

Det første Afrika-luftskib L 57 blev i al hemmelighed bygget af Luftschiffbau Zeppelin i Friedrichshafen, men tilintetgjordes allerede ved afslutningen af sin 4. prøvefart den 7. oktober 1917, da vindstød rev det fri under indtrækning i hallen i Jüterbog og ved et uheld blev skudt i brand, men hele besætningen slap dog ud uskadt.

Peter Strasser ønskede Bockholt udskiftet med Herbert Ehrlich, men admiralitetsrådet under ledelse af Alfred von Tirpitz holdt hånden over Bockholt og Reichsmarineamtet bestilte i al hast 9. oktober et erstatningsluftskib ved Luftschiffbau Zeppelin.

Afrika-luftskibet L 59[redigér | rediger kildetekst]

Der besluttedes at forlænge det næsten færdigbyggede luftskib LZ 104 fra Luftschiffbau Zeppelin i Staaken til samme størrelse som L 57 og allerede 25. oktober foretog det sin første værkstedsflyvning og 30 okt. første prøvefart.

Hele den uheldige besætning L 57 fik også hyre på L 59, som de 3. til 4. november på 29 timer overførte til Jambol Luftskibshavn i Bulgarien. Ombord var også Hugo Eckener.

16. nov. 1917 Beskudt af allierede[redigér | rediger kildetekst]

L 59 udrustedes med en totallast på 50 ton, heriblandt 22 ton benzin, 11 ton våben, 9 ton vand og 2,6 ton medicinske medikamenter. Fra Jambol planlagdes afgang mod Tysk Østafrika 13. november, men turen aflystes pga. ugunstige vejrforhold.

Næste forsøg 16. november kom godt afsted, men måtte afbrydes efter allieret beskydning over Akhisar i Anatolien, med gastab og dårligt vejr. Det osmannisk/tyrkiske kystartilleri var ikke informeret om den hemmelige mission.

21.-25. nov. 1917 Afrika-farten[redigér | rediger kildetekst]

Afrikaturen fra Jambol.
Stiplet linje er hjemruten

Endelig 21. november lykkedes afgangen med rute over bl.a. Ægæerhavet, vestlige Egypten og Sudan med destination Lettow-Vorbecks beskyttelsestropper på Makonde-højlandet i det sydøstlige Tanzania. [5] [6] [7] [8]

Men med Khartoum fjernt i sigte opfangedes en skelsættende melding fra langbølgesenderen i Nauen ved Berlin, afsendt af admiralstaben.

Lettow-Vorbecks sidste støttepunkt Rewala er tabt. Hele Makonde-højlandet i engelsk besiddelse. Lettows delvis fanget. Resten i nord hårdt trængt. Vend straks om! "

Om morgenen den 25. november var luftskibet tilbage i Jambol efter knap 4 døgn og efter at have tilbagelagt verdensrekord-distancen 6.757 km. [9]

10./11. marts 1918 Bombardement af Napoli[redigér | rediger kildetekst]

Anmodninger fra Bockholt om en ny Afrikafart afvistes og 21. december 1917 var L 59 tilbage i Friedrichshafen, hvor en ombygning til krigsindsats indledtes.

Tilbage på basen i Jambol, fulgte et angrebstogt 3./4. marts mod Syditalien, som Bockholt måtte afbryde på grund af vejrforholdene. Natten mellem 10./11. marts bombarderedes Napolis flådebase og gasværket i en nordlig bydel, foruden stålværkerne i Bagnoli og Pozzuoli vest for, uden at møde modstand. Der blev smidt 6,4 ton bomber. I bydelen Granili var 5 dræbte og 40 sårede og i området Posillipo mod vest 11 dræbte og 30 sårede. På vej hjem skete et farligt uheld ombord, hvor benzindampe bedøvede besætningen og motorerne faldt ud. Først efter 2 timer var de igang igen. [10] [11] [12]

20.-22. marts 1918 Bombardement af Port Said[redigér | rediger kildetekst]

På et angrebstogt 20. til 22. marts mod Port Said ved Suez-kanalen mistedes orienteringen og da luftskibet om morgenen den 21. endelig nåede frem turde Bockholt ikke gå ned i lav højde for at opnå større træfsikkerhed, pga. beskydning. På hjemturen forhindrede tæt skydække igen angreb på fjendtlige objekter ved Kreta.

7. april 1918 Eksplosionen over Otrantostrædet[redigér | rediger kildetekst]

Et angreb mod britiske støttepunkter på Malta var planlagt 7. april 1918, men ved passage over Otrantostrædet i sydenden af Adriaterhavet mellem Albanien og Italien blev den tyske ubåd SM UB-53 pludselig vidne til L 59's eksplosion og styrt kl. 20.34.

Ubåden var samme dag stævnet ud fra basen i den dengang østrig-ungarske havneby Kotor i Montenegro, da det ved overfladesejlads opdagede et luftskib til agter. Det var ikke muligt at opnå radiokontakt fra ubåden og maskingeværskytter sattes i beredskab.

Kort efter observeredes fra ubåden i en anslået afstand på omkring 25 - 30 km mod syd højt på himlen to nært liggende brændpunkter som kort efter udviklede sig til en stor flamme og omridset af et luftskib kunne ses. Adskillige eksplosioner hørtes. Det brændende luftskib fløj langsomt videre og brast derefter sammen på midten og faldt til sidst som en brændende søjle i havet.

Da indså ubådschefen, at det måtte dreje sig om L 59 og man sejlede med største kraft til nedstyrtningsstedet, hvor der intet blev fundet, selv om eftersøgningsområdet udvidedes betragteligt.

Der var altså ingen overlevende og turen blev Bockholts 18. og sidste med det berømte luftskib. Af teorier til mulig årsag til nedstyrtningen nævnes en defekt benzinslange og skud fra forskellig side. Vraget af L 59 er vist aldrig lokaliseret, men i Jambol er opsat et mindesmærke.

Eksterne links[redigér | rediger kildetekst]