SAS OY-DLU 'Torlak Viking' 8. feb. 1949 Øresund ud for Barsebäck

Spring til navigation Spring til søgning

8. feb. 1949 Øresund ud for Barsebäck[redigér | rediger kildetekst]

DDL/SAS-flyet OY-DLU 'Torlak Viking' var et 2-motors propelfly og det sidste af 5 passagerfly af typen Vickers Viking 1B (version 628), som Vickers-Armstrongs i Brooklands sydvestfor London i 1947 leverede til DDL. Søsterflyet OY-DLI 'Torulf Viking' havarerede allerede inden året var omme, men de 4 øvrige overførtes 1. august 1948 til SAS og fik ny det selskabs farver påmalet.

Da SAS i 1949 opstartede en ny charterrute mellem Kastrup og Madrid fik OY-DLU 'Torlak Viking' og kaptajn Niels Worm Buchhave til opgave at foretage den første flyvning. På hjemrejsen tirsdag den 8. februar 1949, efter mellemlanding i Paris-Le Bourget, påbegyndte flyet kl. 18.45 under instrumentflyvning nedstigningen mod Kastrup, men vejret var dårligt med lavthængende skyer, så 7 minutter før forventet ankomst meddelte kontroltårnet kl. 19.01, at lufthavnen var lukket for indgående trafik og at alternative lufthavne ville være Ålborg eller Gøteborg.

Pilot Buchhave valgte at blive i venteposition og fik kl. 19.31 tilladelse til at flyve mod et fixpunkt over Øresund og derfra indlede indflyvning på banen i sydvestlig retning, men omkring positionen i godt 200 meters højde ophørte sidste radiokontakt kl. 19.56 og flyet var herefter sporløst forsvundet.

Fra svensk side af Øresund meldtes om eksplosionslignende brag, men eftersøgningen måtte efter 5 dage midlertidigt indstilles og fundet af vragrester begrænsedes til noget ilanddrevet post, som den 28. februar videresendtes af det danske postvæsen.

Først den 8. marts 1949 lokaliseredes flyvraget på 23 meters vanddybde 18 km fra landingsbanen på Pinhättan Stengrund 2½ km vest for havnen i Barsebäck, men også 1 kilometer. Det lykkedes at bjærge motorerne og propellerne som var faldet af, men under forsøg på bugsering ind til København den 16. marts gik vraget itu og man opgav at finde adskillige ombordværende lig, som ellers var observeret inde i vraget.